Anbefaling: Kongeriget skal tale med én stemme over for Kina og Rusland

Grønland, Førerne og Danmark bør føre ens politik over for stormagter i Arktis. Og dialogen til Rusland skal være bedre, lyder nogle af anbefalingerne i en rapport om kongerigets fremtid i Arktis.
Generelt bør dialogen mellem de arktiske nationer være tættere, hvis man skal bevare Arktis som en fredelig region. Det fremgår af en ny analyse om Rigsfællesskabets fremtidige rolle i Arktis.
08. juni 2020 15:25

Grønland, Færøerne og Danmark bør blive enige om en fælles linje over for Kina og Ruslands roller i Arktis.

Det er en af hovedanbefalingerne i en uafhængig analyse om Kongeriget Danmarks rolle i Arktis inden for udenrigs-, sikkerhed- og forsvarsområdet.

Anbefalinger i Arktisk Analyse, juni 2020

- forbedre dialogen mellem Rusland og de andre arktiske stater

- oprette nyt forum mellem de arktiske stater, hvor sikkerhedspolitiske spørgsmål kan drøftes

- nøje følge Rusland og Kinas adfærd i Arktis og samarbejde med USA i bekymringen omkring russisk og kinesisk trussel mod USA og Rigsfællesskabet

- styrke samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik

- at Grønland, Færøerne og Danmark bliver enige om, hvor udenlandske investorer må og ikke må investere i Arktis og Nordatlanten

Kilde: "Nye sikkerhedspolitiske dynamikker i Arktis - Muligheder og udfordringer for Kongeriget Danmark." DIIS, juni 2020.

Analysen er bestilt af Udenrigsministeriet i Danmark hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). Også forskere fra Ilisimatusarfik i Nuuk, Københavns og Aalborg Universitetet og Forsvarsakademiet i Danmark har medvirket til analysen.

Målet er at bevare freden i Arktis og gerne forbedre dialogen mellem de arktiske stater.

Og det kan opnåes, hvis Grønland, Færøerne og Danmark bliver enige om, hvordan Rigsfællesskabet taler og opfører sig over for især Rusland og Kina.

LÆS OGSÅ Aaja Chemnitz: Måske er der ikke lavspænding i Arktis i fremtiden - og hvad gør vi så?

- Hvis Kongeriget skal kunne optræde mest effektivt som udenrigspolitisk aktør, er det enormt vigtigt, at de tre rigsdele kan stå sammen og formulere en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitisk linje, sagde seniorforsker Mikkel Runge Olesen fra DIIS under en præsentation af analysen mandag.

Men Grønland, Færøerne og Danmark har forskellige interesser i Arktis - særligt økonomisk.

Derfor bør de tre lande blive enige om, hvor udenlandske investorer må og ikke må købe sig ind i projekter i Arktis og Nordatlanten, lyder en anden anbefaling i analysen.

Det kan ske, hvis de tre lande sammen inddrager hinanden mere aktivt i overvejelser på udenrigs- og forsvarsområdet, lyder en tredje anbefaling.

Rusland spiller en hovedrolle

Under præsentation af analysen gjorde flere forskere opmærksom på, at Rusland - som det største land i Arktis - spiller en afgørende rolle.

Forholdet mellem Vesten og Rusland har dog været dårligt siden 2014, hvor Rusland overtog kontrollen med Krim-halvøen i Ukraine. Det fik særligt EU til at udelukke Rusland fra flere møder.

Desuden har der ikke været møder på topniveau i Arktisk Råd, siden Krim-konflikten startede. 

Men det er nødvendigt at holde en tæt dialog med Rusland, hvis man skal undgå ufred i Arktis, siger major Steen Kjærgaard fra Forsvarsakademiet, som er medforfatter til analysen.

LÆS OGSÅ Ruslands ambassadør kritiserer USA's pengegave til Grønland

- Det er særlig vigtigt, at Rusland sidder med ved samme bord for at diskutere, hvad der sker rent millitært.

Rusland har de senere år bygget og genåbnet flere baser mod Arktis. Noget, der bekymrer særligt USA og regeringerne i Rigsfællesskabet.

Den tættere kontakt med Rusland kan ske ved at oprette et nyt forum mellem de arktiske stater, lyder en fjerde anbefaling derfor.

Også selv om der i forvejen er adskillige fora for landene i Arktis, herunder Arktisk Råd og Arctic Five. Men USA har besluttet sig for ikke at diskutere forsvarspolitik i Arkisk Råd, hvor der også sidder mange observatører med - dog uden stemmeret.

Derfor er der brug for at opbygge et helt nyt fælles forum, hvor alle emner, også forsvar, må komme på tale mellem de arktiske stater, lyder det i anbefalingen.

Rigsfællesskabet bør stille sig på linje med USA

Sidst, men ikke mindst, bliver det anbefalet, at Kongeriget Danmark samarbejder tæt med USA, når det gælder Kina og Ruslands fremfærd i Arktis. 

LÆS OGSÅ USA åbner konsulat i Nuuk i næste uge

Det skal sikre, at Grønland, Færøerne og Danmark kan påvirke amerikanernes beslutning mest muligt, hvis USA ønsker at tage nye initiativer over for Kina og Rusland i Arktis.

Analysen er lavet forud for Kongerigets Arktiske Strategi, som landene i rigsfællesskabet i øjeblikket er ved at diskutere.