Analytiker: Krigen i Ukraine har skabt fred mellem IA og Siumut
Ruslands krig mod Ukraine kan have fået Inuit Ataqatigiit og Siumut til at begrave deres politiske stridigheder og finde sammen i en ny koalition.
Sådan lyder analysen fra Sara Olsvig.
Hun er tidligere formand for IA og er nu PH.d-studerende ved Ilisimatusarfik, hvor hun er tilknyttet Center for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, Nasiffik.
- Jeg gætter på, at der har været uenigheder i den forrige koalition og for at undgå at udskrive valg, så kan et af argumenterne have været, at der nu er krig i verden, siger hun i et interview med Qanorooq.
LÆS OGSÅ Politisk iagttager: En slugt elefant baner vejen for stabil koalition
Sara Olsvig peger på, at krigen skaber stor usikkerhed globalt:
- Det er svært at gætte på, hvad Putin vil. Hvis han angriber et NATO-land, så er der mange, der vurderer at 3. Verdenskrig kan starte. Derfor er det ikke et politisk ønske, at der skal udskrives valg, og man kan forestille sig, at det er dét, der har været vurderingen.
Tidligere Siumut-formand Lars-Emil Johansen er enig med hende:
- Siumut og IA har en adfærd, hvor de opfører sig som både kammerater og fjender. De elsker og hader hinanden. Så det har nok været nødvendigt at understrege, at tiden er inde til at samarbejde. Det kræver situationen ude i Verden, siger han til Qanorooq.
Siumut sætter sig på udenrigsområdet
Det var i mandags, at koalitionen mellem IA og Naleraq kollapsede.
I stedet valgte IA som bekendt at lave et koalitionssamarbejde med Siumut, der altså nu er tilbage med fire medlemmer i Nalakkersuisut.
Blandt andet med Siumuts Vivian Motzfeldt som ny naalakkersuisoq for blandt andet udenrigsanliggender. Et område, der ellers lå under Múte B. Egede.
LÆS OGSÅ Overblik: Her er det nye Naalakkersuisut
Netop når det gælder udenrigsområdet har de to partier indgået et vigtigt kompromis i deres nye koalitionssamarbejde, mener Sara Olsvig.
- Det vil jeg godt nævne som et område, man skal lægge mærke til, fordi det er kendt, at IA ønsker at have det område, siger Sara Olsvig, der tror, at det har været et krav fra Siumuts side, at partiet fik den post:
- Jeg mener, det er godt, at en person overtager området og har tid til det. Samtidig er jeg opmærksom på, at Siumut overtager området, og at de sikkert har stillet det som et specifikt krav, siger hun.