Amerikansk senator ønsker konsulat i Nuuk

Alaskas republikanske senator Lisa Murkowski vil arbejde for oprettelse af et amerikansk konsulat i Nuuk.
Skrevet af Karsten Sommer
07. februar 2018 07:20

Det meddelte hun i en videobesked til naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Suka K. Frederiksen, under den canadiske Northern Lights konference i Ottawa i de første dage af februar.

Under konferencen deltog naalakkersuisoq i en session, sammen med regionerne Nunavut, Northwest Territories, Yukon og Alaska om mulighederne for øget regionalt samarbejde i de nordamerikanske arktiske egne.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq varm på øget samarbejde med Canada

Og her udtrykte samtlige regeringer interesse i et mere konkret samarbejde.

I en videobesked under sessionen understregede Senator for Alaska, Lisa Murkowski sin støtte til, at ville arbejde for oprettelse af et amerikansk konsulat i Nuuk.

Og den udmelding glæder Suka K. Frederiksen:

- Jeg støtter fuldt ud Senator Murkowskis forslag om at åbne et konsulat i Nuuk. At skabe øget samarbejde handler ikke kun om infrastrukturen - vi skal også tale mere samme. Og Grønland har siden 2014 haft en repræsentation i USA. En amerikansk diplomatisk tilstedeværelse i Nuuk ville hjælpe et stærkere samarbejde med USA betydeligt på vej, siger naalakkersuisoq, og slutter:

- Vi er ’open for business’, som de siger i USA”.