Amerikansk olieselskab vil overtage britisk partner

Greenland Energy Company vil opkøbe 80 Mile, som ejer en række råstoflicenser i Grønland. Handlen skal blandt andet samle ejerskabet over olielicenserne i Nunap Qeqqa.
Greenland Energy Companys direktør, Robert Price, til et fejlslagent borgermøde i Ittoqqortoormiit i juni. Foto © : Ole Jakobsen
Skrevet af Isak Hüllert
08. september 2026 11:22

Greenland Energy Company vil opkøbe sin partner, 80 Mile, det britiske selskab, der ejer en række råstoflicenser i Grønland.

Det skriver Sermitsiaq, som henviser til en børsmeddelelse på 80 Miles hjemmeside. 

Her oplyser selskabet, at parterne har aftalt foreløbige vilkår for en aktiehandel, der vil bringe 80 Mile under Greenland Energys ejerskab.

Men inden overtagelsen kan gennemføres, skal den først godkendes af naalakkersuisut.

Til Sermitsiaq siger 80 Miles direktør, Roderick McIllree, at han forventer at fortsætte i Greenland Energy Company. Det er dog op til direktør Robert Price og bestyrelsen at beslutte.

Ifølge McIllree handler overtagelsen først og fremmest om at sikre adgang til fremtidig kapital, skriver Sermitsiaq.

- Dette giver projekterne de allerbedste muligheder for at opnå finansiering. De nordamerikanske kapitalmarkeder er verdens største, og en børsnotering dér betyder, at vi vil kunne finansiere disse udviklingsprojekter, hvis de bliver til noget, siger Roderick McIllree til Sermitsiaq.

Sidder tungt i Grønland

80 Mile sidder på flere licenser her i landet.

Gennem datterselskaber har selskabet tre olieefterforskningslicenser i Nunap Qeqqa samt seks efterforskningslicenser i et større område ved Qeqertarsuaq og Nuussuaq-halvøen, hvor man vil udvinde kobber, nikkel, kobolt og platinmetaller fra undergrunden.

Derudover har det britiske selskab en udvindingslicens til titanjernforekomster i et område nær Moriusaq i Nordgrønland.

Handlen vil altså samle det fulde ejerskab over disse råstofprojekter i ét amerikansk børsnoteret selskab.

- Sammenlægningen af disse to selskaber vil resultere i én samlet enhed med en stærk balance og reducerede administrative omkostninger, samtidig med at der skabes en fælles kontakt for tilsynsmyndigheden, mens vi fortsætter godkendelsesprocessen, siger Roderick McIllree til Sermitsiaq.

Larry Swets, bestyrelsesformand i Greenland Energy, fremstiller den foreslåede handel som en mulighed for at udvikle Grønland på lang sigt.

Målet er ifølge ham 'at bygge en stærk virksomhed i Grønland, sammen med Grønland og for Grønland.'

- Grønland har enorme naturressourcer, men hvis deres potentiale skal realiseres, kræver det adgang til kapital, infrastruktur, teknisk ekspertise og tålmodig kapital. Ved at samle disse selskaber og aktiver mener vi, at vi kan skabe en stærkere platform, der er i stand til at investere i Grønland, skabe muligheder for grønlændere og udvikle projekter på en ansvarlig måde, som kan bidrage til Grønlands langsigtede økonomiske vækst og større økonomiske selvbestemmelse, står der i børsmeddelelsen.