Ambulancetelefonerne i hele landet virker igen

Torsdag aften gik telefonerne til ambulancerne i hele landet ned, men de virker igen, oplyser sundhedsledelsen på Dronning Ingrids Hospital.
Telefonerne til ambulancerne er oppe igen, efter de torsdag aften og natten til fredag var nede fra klokken 21 til 01.
09. februar 2024 10:27

Torsdag aften klokken 21 gik telefonerne til ambulancerne ned i hele landet.

Det betød, at det i fire timer var umuligt at få fat i en væsentlig del af landets beredskab på det nummer, som vi kender. 

Først klokken 01 natten til fredag var telefonerne oppe at køre igen, oplyser sundhedsledelsen på Dronning Ingrids Hospital her til formiddag.

Årsag endnu ukendt

Hvad det skyldes, at telefonerne ikke virkede, ved sundhedsledelsen endnu ikke, men det er ved at blive undersøgt, oplyser ledelsen til KNR.

Det var dog muligt at få fat i en ambulance i dele af landet. Da det normale nummer gik i udu, delte sundhedspersonale lokale numre til sundhedscentre på Facebooks borgerinfo-sider. 

Det vil sige, at folk i dele af landet kunne ringe til det nærmeste sundhedscenter og bede om en ambulance, meddeler sundhedsledelsen.

Nu virker det normale nummer igen. Så har du brug for hjælp, kan du kontakte ambulancecentralen.