Verdens sundhedsdag Alle skal have lige adgang til sundhed

I dag er det Verdens Sundhedsdag. Det er WHO der står bag dagen og kampagnen ”Sundhed er en menneskerettighed. under sloganet #HealthForAll skal kampagnen sætte fokus på sundhedsdækning for mennesker i hele verden
LÆS OGSÅ Grønland er nede på seks fødesteder
Og det er måske nok mere aktuelt i Grønland end mange andre steder. Det erkender Naalakkersuisoq for Sundhed Martha Abelsen i en pressemeddelelse.
”Det er ikke en let opgave at sundhedsbetjene et stort land som vores, hvor vi bor så spredt og er udfordret på infrastrukturen. Jeg er glad for, at vi på trods af de store afstande, har et sundhedsvæsen, der fungerer til gavn for borgerne” siger hun.
LÆS OGSÅ Der er ingen hurtige løsninger på lægemangel
WHO sætter i kampagnen fokus på, at kontinuitet er vigtigt for relationen mellem borgerne og sundhedspersonalet. En af sundhedsvæsenets udfordringer er netop den store personaleomsætning på mange af vores sygehuse og sundhedsstationer, som der bruges mange ressourcer på, mener Martha Abelsen.
”Det er nødvendigt at debattere muligheden for at gøre det anderledes end vi gør i dag. Det kan for eksempel være ansættelse af faste sygeplejersker med de rette kompetencer og under lægelig delegation, frem for læger i korte tidsbegrænsede ansættelser” siger hun.
WHO sætter også fokus på, at alle har en rolle at spille for at opnå målet om sundhed for alle, og at den enkelte tager ansvar for egen sundhed og for familiens sundhed.
”Når vi taler om sundhed for alle, og at alle har ret til sundhed, så skal vi ikke alene fokusere på den behandling, som vi forventer af sundhedsvæsenet. Vi har et fælles ansvar for at fremme den sunde livsstil, hvad enten det handler om at stoppe med at ryge, motionere mere, spise sundere eller have et sundt sexliv”, afslutter Naalakkersuisoq Martha Abelsen.