Aleqa: Niels Thomsen står alene

Demokraterne befinder sig i en alvorlig situation, fordi den politiske ordfører tilsyneladende ikke har opbakning i gruppen. Det mener oppositionens leder.
Skrevet af Rune Langhoff
12. oktober 2011 11:49

- Jeg tror, Niels Thomsen står ret alene i sin gruppe for tiden, siger Siumuts leder og tilføjer, at det er samarbejdet med IA, der er hårdt for Demokraterne:

- Jeg kan se forskellige tegn, der tyder på, at partierne i koalitionen er så langt fra hinanden, når det kommer til politisk overbevisning og prioriteringer, at det nu resulterer i, at Demokraterne også bliver splittet internt.

Særlig alvorlig er sagen for Demokraterne, fordi Niels Thomsen er politisk ordfører, mener Aleqa Hammond.

- Jeg tror, Demokraterne har meget store problemer med at stå bag deres politiske ordfører og den politiske ordfører har svært ved at have et bagland. Det er et gigantisk problem, Demokraterne står overfor. Det bliver de nødt til at diskutere i gennem, for ingen partier kan overleve, at det ikke står bag dets politiske ordfører.

Hun har også sit eget bud på, hvorfor Niels Thomsen valgte ikke at stemme, da naalakkersuisoq for familie, Mimi Karlsen, i sidste uge skulle reddes af koalitionen.

- Jeg ved, at Niels Thomsen har sin samvittighed i orden. Han føler ikke, han kan redde en naalakkersuisoq, for han ved jo udmærket godt, at der er begået et lovbrud. Jeg tror, han undlod at stemme, fordi han fulgte sine principper, siger altså Aleqa Hammond, der i øvrigt kalder Niels Thomsen for Demokraternes stærkeste kort.

Niels Thomsen har ikke villet kommentere hverken de verserende sager eller den interne uenighed i Demokraterne.