Aleqa Hammond opfordrer næsten til god tone

Medlem af Folketinget, Aleqa Hammond opfordrer til god tone mellem parterne i Rigsfælleskabet og så alligevel ikke helt.
Foto © : ft.dk
01. juni 2017 17:44

Opfordringen om en ordentlig tone inden for Rigsfælleskabet kom på Folketingets talerstol under årets afslutningsdebat onsdag, efter et spørgsmål fra Venstres grønlandsordfører, Marcus Knuth.

- Hvad kan vi gøre for at styrke forholdet mellem Grønland og Danmark for de unge, således at vi kan fastholde et stærkt Rigsfællesskab til fordel for begge lande? sagde Marcus Knuth.

Og til det svarede Aleqa Hammond.

LÆS OGSÅ Hvem er rigtig grønlænder?

- Uanset det grønlandske folks ønske om selvstændighed, så tror jeg, at det er utrolig vigtigt, at vi holder en rigtig god tone mellem alle dele af riget, indtil andet er bestemt, sagde hun.

Aleqa Hammond selv har tidligere haft en hård tone om Grønlands selvstændighed og Danmarks indblanding i grønlandske anliggender.

I en artikel fra 2013 i avisen Information sagde Aleqa Hammond blandt andet:

- Jeg bryder mig ikke om, at vi skal være afhængige af bloktilskud. Vi har ikke bedt Danmark om at kolonisere os og komme her og plante flaget.

Den nye udtalelse om god tone onsdag fik medlem af Folketinget for Inuit Ataqatigiit, Aaja Chemnitz Larsen til at blande sig i afslutningsdebatten med et spørgsmål om de gamle udtalelser. 

LÆS OGSÅ Aleqa: Kuupik bør acceptere hård tone

- Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren tænker i forhold til den udtalelse. Er det en udtalelse som ordføreren fortryder, fordi vi netop som politikere er rollemodeller i forhold til at holde en ordentlig tone, sagde hun.

Til det svarede Aleqa Hammond, at hendes citater flere gange er blev taget ud af sammenhængen. Og at hun er en politiker, der siger tingene lige ud, og det skal der ifølge hende også være plads til.

- Mine ytringer om et selvstændigt Grønland har på mange måder fået folk til at tro, at jeg har noget i mod Danmark, og at jeg har en hård tone, fordi jeg ønsker dette. Men det har ikke noget med det at gøre, sagde hun.

LÆS OGSÅ Kim Kielsen afviser udmeldelse af Rigsfællesskabet

Og i den forbindelse påpegede Aleqa Hammond, at det er vigtigt at holde fast ved det, vi er er enige om. For eksempel selvstyreloven. Og hvis vi følger den kan det spare Grønland og Danmark for unødige gnidninger, sagde hun. 

Og det tolkede Aaja Chemnitz Larsen som en ændring i retorikken fra Aleqa Hammond.

LÆS OGSÅ Vi skal bevare rigsfællesskabet

- Jeg ser det som en opblødning af tidligere udtalelser, sagde Aaja Chemnitz Larsen.

Men det var det nu ikke ifølge Aleqa Hammond.

- Jeg betragter det ikke som en opblødning af tidligere udtalelser. Jeg står ved de holdninger, som jeg tidligere har haft, og det står også meget klart, sagde hun.