Aleqa appellerer til fagfolk i sag om udsatte børn

Det er ikke kun op til politikerne at sørge for sikre trygge forhold for børn her i landet. Pædagoger og andre fagfolk bør ligeledes komme med idéer til forbedringer.
Foto © : Siumut Folketingimi
05. november 2015 16:07

Sådan lød det i dag fra Aleqa Hammond (S) fra talerstolen i Folketinget som følge af kritikken fra MIO’s Børnetalsmand om forholdene i Qaasiutsup.

Det var under førstebehandlingen af en større lovpakke - bl.a. om børns retssikkerhed herhjemme - at Aleqa Hammond kommenterede på, hvem der bør finde løsningerne til at sikre børn en tryg opvækst i Grønland.

- Det her er et område, som ikke bare er af politisk karaktér.

- Det her et område, der har så stor betydning, at det ikke bare er en politisk løsning, der skal findes. Og det drejer sig ikke bare om penge, siger Aleqa Hammond.

Læs også Ændring af lovpakke om børn og homovielser endelig på vej 

Hun mener, at Naalaakersuisut og Inatsisartut allerede står sammen om at forbedre forholdene for udsatte børn og unge.

Fagfolk lige så vigtige som politikere

Men initiativer til forbedringer skal også komme fra andre, mener Aleqa Hammond.

- Det er vigtigt, at det her ikke bare er et politisk anliggende. Jeg tror, at for at finde den bedst mulige løsning, for at finde den bedst mulige gavn af instrumenterne i samfundet, er det vigtigt at høre, hvad fagfolkene selv peger på som mulige løsningsmodeller.

- Det er lige så vigtigt at tage med, siger hun.

Læs også Afviser nu børnetalsmandens kritik

Derudover opfordrede Aleqa Hammond til, at flere udefra søger job som blandt andet socialrådgivere og pædagoger i Grønland. Det er der behov for, siger Siumut-politikeren.

 

Ellemann peger på Grønland

Mens alle danske partier har påpeget, at man gerne vil hjælpe med at forbedre de sociale forhold i Grønland, hvis Grønland selv ønsker det, sagde den danske social- og indenrigsminister Karen Ellemann fra talerstolen:

- Jeg mener, at det er afgørende vigtigt i denne her diskussion, at vi naturligvis holder fast i, at det er et grønlandsk anliggende, og at vi skal samarbejde.

Læs også Danske politikere er parate til at hjælpe grønlandske børn