Ny lov: Alderskrav for erhvervsjagtbevis hæves til 15 år

Med den nye fangst- og jagtlov vil Naalakkersuisut nu arbejde på at stramme våbenloven for at undgå ulykker og selvmord.
I dag er der intet krav om opbevaring eller aflåsning af skydevåben i Grønland.
Skrevet af Teitur Larsen
23. maj 2023 15:34

Inatsisartut har godkendt en ny fangst- og jagtlov, og den kan være startskuddet til en ny og strammere våbenlov i Grønland.

Fangst- og jagtloven er stemt igennem med 22 stemmer for, ingen imod og fem hverken for eller imod.

Med den nye lov hæves aldersgrænsen for et erhvervsjagtbevis fra 12 år til 15 år. Den nuværende minimumsalder for fritidsjagtbevis fastholdes på 12 år.

Der indsættes dog en ledsagerordning for personer mellem 12-15 år. Det vil sige, at et barn mellem 12-15 år skal ledsages under jagt af enten sine forældre, en værge eller en anden person over 18 år.

Den nye fangst- og jagtlov er også fundamentet for en ny våbenlov i Grønland.

For tilbage i 2018 tog det daværende Naalakkersuisut, sammen med den danske regering, initiativ til en ændring af Grønlands våbenlov.

Våbenloven har ellers stået uændret siden 1992.

Årsagen til, at loven endnu ikke er behandlet, er, at Inatsisartut først ville behandle en ændring af fangst- og jagtloven, så jagten ikke påvirkes af den nye våbenlov.

For mange ulykker og selvmord

Diskussionen om en ny våbenlov opstod blandt andet på baggrund af en række vådeskudsulykker og selvmord.

Grønlands Politi ønsker et krav om aftrækkerlåse eller våbenskabe, da de mener, at det kan være med til at mindske antallet af selvmord og vådeskudsulykker.

Har du brug for hjælp?

Hvis du har tanker om selvmord eller føler dig alene, kan du kontakte Tusaannga på tlf. 80 11 80 eller sms 18 99. 

Samtalen er gratis og anonym.

Du kan læse mere om Tusaannga her.

I december kunne KNR fortælle, at ifølge politiets egne tal, har der været 14 vådeskudsulykker og 67 selvmord med skydevåben siden 2015. Derudover har der været 25 selvmordsforsøg, hvor skydevåben var involveret siden 2015.

Tallene beror på en manuel gennemgang, hvorfor de kan være behæftet med usikkerhed.

Naalakkersuisut vil have stramning

Regler om opbevaring af skydevåben fremgår ikke af den nye fangst- og jagtlov, men skal altså fastsættes i den kommende våbenlov.

Men Naalakkersuisut ønsker at indføre regler om krav til opbevaring af våben. Derudover ønskes et alderskrav på 15 år for besiddelse af almindelige våben.

I december sagde naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst Karl Tobiassen fra Siumut til KNR:

- Det er målet, at for eksempel aflåsning og sikring af skydevåben skal inkluderes i den kommende våbenlov.

Og i sidste uge sagde Siumuts formand Erik Jensen på vegne af Naalakkersuisut i et svar til Demokraatits Inatsisartutgruppe, at "Naalakkersuisut har konkrete planer om at ændre våbenloven for Grønland".

I dag er der intet krav om opbevaring af skydevåben.

Bestemmelsen om opbevaring af skydevåben er en del af et lovudkast, som Justitsministeriet har udarbejdet og præsenteret for Naalakkersuisut.

Hvornår et lovforslag om en ændring af våbenloven skal behandles i Inatsisartut vides ikke endnu.