Alcoa påvirker arbejdsgangen i Inatsisartut

Storskalaloven skal behandles færdig på denne efterårssamling. De multinationale selskaber, som for eksempel Alcoa, kan ikke vente længere. Så klar var meldingen i hvert fald fra naalakkersuisut til Inatsisartut, da de sent i går holdt det lukkede møde, erfarer Radioavisen.
23. november 2012 10:17

De store multinationale selskaber, der har planer om at opføre enten råstofprojekter eller industriprojekter i Grønland, kan ikke vente længere på at vide hvilke regler der gælder.  Og derfor skal samlingen forlænges, så loven kan blive færdigbehandlet Sådan lød budskabet fra naalakkersuit under det lukkede møde i går erfarer Radioavisen.

- Alcoa kan ikke vente længere. sagde formand for naalakkersuisut, Kuupik V. Kleist ifølge radioavisens oplysninger, blandt andet til medlemmerne af Inatsisartut under  mødet.

Det var formandskabet der i samlingens 11 time havde indkaldt til lukket møde. Et møde medlemmer af Inatsisartut først blev informeret om tidligt i går.

På mødet gentog Siumut til gengæld sit ønske om at udskyde behandlingen af storskalaloven til forårssamlingen 2013.

Og efter mødet, sendte formand for Siumut Aleqa Hammond, da også en byge af paragraf 37 spørgsmål afsted til naalakkersuisut. Et af spørgsmålene lyder:

- Naalakkersuisut siger, at storskalaloven skal behandles færdig nu senest den 6. - 7. december, fordi der er nogen, der venter. Hvem venter?, spørger hun.

De udenlandske selskaber, skal respektere de rammer, som Inatsisartut opsætter. Både i forhold til hvordan tinget arbejder og hvor hurtigt, det sker, skriver Aleqa Hammond i sin begrundelse. Lige nu mener hun at det stik modsatte sker. At naalakkersuisut haster storskalaloven igennem, for at behage de ventende selskaber.

Men Inatsisartut besluttede altså på mødet, at forlænge efterårssamlingen med to dage, så erhvervsudvalget får bedre tid til at behandle storskala- og råstofloven.