Alanngut Killinganni nomineret til Nordisk Råds Filmpris

For første gang nogensinde er Grønland med ved stor konkurrence, hvor seks film kæmper om at blive nordens bedste.
Filmens hovedperson Tuuma er spillet af Angunnguaq Larsen, som også var med i Malik Kleists forrige film om qivittoq. Foto © : Freyr Sævarsson
Skrevet af Kim Hinrichsen
22. august 2023 08:00

For første gang nogensinde er Grønland blandt de nominerede til Nordisk Råds Filmpris.

Filmen Alanngut Killinganni, der blev et stort biografhit sidste år, er én af de seks nominerede, som i slutningen af oktober skal kæmpe om at blive kåret til nordens bedste film.

Instruktøren bag gyseren, Malik Kleist, er stolt over at skulle repræsentere Grønland ved konkurrencen:

- Det betyder selvfølgelig rigtigt meget, at vi er den første grønlandske film. Så kan man jo håbe, at der kommer mange flere i fremtiden. Det er ligesom en dør, som er blevet åbnet. Så det er vi rigtigt glade for. 

Som forklaring for udvælgelsen af filmen skriver juryen: ”med sin unikke evne til at bygge på inuits fortællinger og mytologi kombinerer instruktøren i Alanngut Killinganni moderne fortælleteknik med humor og gys fra den mundtlige fortælletradition fra Grønland”.

Og særligt det at bringe fortiden ind i fremtiden – at bevare den grønlandske kultur – har været vigtigt for Malik Kleist:

- Som grønlændere er det altid vigtigt at vise den grønlandske kultur. Men også vise, at vi ikke bare er et folk, som bor i igloer. Men at vi er ligeså langt fremme som resten af verden. Selvom vi stadig viser vores grønlandske kendetegn som qivittoq (fjeldgænger red.), siger Malik Kleist. 

Opfølger over et årti undervejs

Filmen er en forsættelse på Malik Kleist tidligere film Qaqqat Alanngui. En gyser fra 2011, hvor seks unge bliver overfaldet af en qivittoq under en hyttetur i fjeldet. En film, som også blev et stort hit herhjemme.

Alanngut Killinganni fortsætter otte år efter, hvor den slap.

Her følger vi Tuuma, der er turistguide i Nuuk, og som bliver bedt om at sejle to danske turister ud til det sted, hvor de seks unge forsvandt. Han advarer turisterne om at besøge stedet, og da de to pludseligt dør under mystiske omstændigheder, er uhyggen uundgåelig.

Egentligt havde Malik Kleist ingen intentioner om at kaste sig ud i den svære to’er – men presset fra fans af den første film i serien blev til sidst så stort, at han simpelthen måtte vende tilbage til fortællingen:

- Da den første film blev en succes, tænkte vi selvfølgelig, at det var oplagt. Og så er jeg tit blevet mødt af folk på gaden, som spørger, "hvornår kommer to'eren?" Så det er en dejlig følelse at få den ud og nu kunne smile tilbage til dem, siger han. 

Med prisen følger også 300.000, som skal fordeles mellem filmens manuskriptforfatter, instruktør og producer for at understrege, at film som kunstart er skabt i fællesskab. To ud af de tre hatte har Malik Kleist selv haft på. Derfor er det også ham, som skal bestemme, hvad de fleste af dem skal bruges til.

Han har dog endnu ikke skænket det en tanke, hvad de mange penge skulle gå til, hvis han og filmen skulle gå hen at vinde: 

- Så langt har jeg slet ikke tænkt. Lige nu er vi bare glade over nomineringen og håber, det kan gøre sådan, at folk kan se, at Grønland også kan være med, siger han. 

Vinderen vil blive fundet tirsdag 31. oktober 2023, hvor alle de nominerede vil være samlet i Oslo for at fejre hinanden og nordiske film.