Akuthjælp til sundhedsområdet: Ny MR-scanner og færre ventetider

Den nye akutpakke skal blandt andet nedbringe lange ventetider for knæpatienter og til Lægetelefonen i Nuuk.
Dronning Ingrids Hospital i Nuuk får blandt andet gavn af den nye akutpakke. Foto © : Christine Hyldal/ KNR
02. januar 2023 16:22

Der er hjælp på vej til sundhedsvæsenet.

Finans- og Skatteudvalget har nemlig godtkendt en akutpakke til sundhedsvæsenet, som skal bruges til en ny MR-scanner, at forbedre servicen på Dronning Ingrids Sundhedscenter og at nedbringe ventelisterne til knæ- og hofteoperationer.

Det skriver Departementet for Sundhed i en pressemeddelelse.

Akutpakken indeholder mindst 10 millioner kroner.

LÆS OGSÅ Atassut til folketingsvalg: Overdrag sundhedsområdet til Danmark

6,5 millioner kroner går til nedbringelse af ventelisterne for knæ- og hofteoperationer, mens 3,5 millioner at møntet bedre service på lægebetjeneningen i Nuuk.

Departementet oplyser, at den endelige pris på MR-scanneren først bliver oplyst efter udbuddet.
Naalakkersuisoq for sundhed Mimi Karlsen (IA) siger:

- Jeg ønsker, at sundhedsvæsenet har det optimale udstyr således, at det er muligt at følge med det behov, der er, så sundhedsvæsenet i fremtiden kan udføre endnu flere MR-scanninger, siger hun.

Nedslidt udstyr

Pr. 1. september 2022 var der 416 personer, der ventede på en knæoperation, mens 45 personer ventede på en hofteoperation.

Og derfor er akuthjælp på vej til de mange patienter.

Departementet for Sundhed oplyser, at de vil vurdere, om det er muligt at etablere operationerne i Grønland med et rejsehold af operations- og genoptræningsspecialister, eller om gruppen af patienter i stedet skal sendes til et sygehus i Danmark.

Samtidig er det nødvendigt med en ny MR-scanner, da den nuværende på Dronning Ingrids Hospital er opslidt efter 10 år på bagen, oplyser Departementet for Sundhed.

En MR-scanning viser billeder af krospdele, der er omgivet af knoglevæv, og er et vigtigt redskasb i forbindelse med forundersøgelse og kontrol af kræftpatienter.

Stigende ventetider

Yderligere skal de 3,5 millioner kroner bruges til mere personale, der skal aflaste de stigende antal henvendelser til Lægetelefonen, oplyser departementet.

- Det er ingen hemmelighed, at befolkningstallet i Nuuk har været stigende en del år. Det giver sig selv, at man så tilsvarende må opnormere medarbejderne, der skal betjene borgerne, siger Mimi Karlsen i pressemeddelesen.  

Sundhedsområdet blev et vigtigt emne under folketingsvalget i oktober, hvor partierne var enige om, at der er massive problemer på området.

LÆS OGSÅ Partierne erkender: Massive problemer på sundhedsområdet

Blandt andet er den manglende arbejdskraft et af de største udfordringer.

Derfor gik Atassut til valg på, at sundhedsområdet skal tilbage under dansk ansvar.

- Det står elendigt til med sundhedsvæsenet. Det er politisk for hårdt for os at løfte, og vi skal ikke ofre flere menneskeliv, sagde Atassuts folketingskandidat Arnánguak’ Jeremiassen.

Samtidig mente Demokraatits Anna Wangenheim, at IA har svigtet ved at nedprioritere sundhedsområdet.

Hun mener, at løsningen til at løfte sundhedsområdet skal findes i mere arbejdskraft fra udlandet:

- Også i Danmark er der stor mangel på personale i sundhedsvæsenet, så vi har et stort arbejde forude, sagde Anna Wangenheim.