Aki-Matilda Høegh-Dam: Hårdt, men vigtigt at stå frem om sexchikane
Aki-Matilda Høegh-Dam var en blandt 10 kvinder, som i februar stod frem og fortalte om deres oplevelser med sexchikane i den politiske verden.
- Det er jo ikke let at stå frem, siger hun i dag.
- Men det vigtige her er, at vi begynder at snakke om problemet. Det er ikke i orden, at vi begynder at mistænkeliggøre folk, der står frem med det. I stedet bør vi normalisere, at vi taler om, hvor grænserne går.
Det er præcis det, som formand i Ligestillingsrådet, Kathrine Bødker, efterlyser for at kunne tage livtag med sexisme og sexchikane herhjemme. Nemlig flere personlige fortællinger.
LÆS OGSÅ Formand for Ligestillingsrådet: Vi skal bryde tabuet om sexchikane
De ti kvinders historier skabte stor debat og førte til, at Siumuts mangeårige partisekretær, Mikael Petersen, måtte træde tilbage. Han blev dog få måneder efter ansat i samme stilling i Partii Naleraq.
Samlede flere personer
Det var ikke tilfældigt, at de var flere personer, som sammen stod frem dengang. Det kan nemlig være opslidende at stå frem i offentligheden. Desuden havde de forinden systematisk noteret, hvad, hvornår og hvor krænkelserne fandt sted.
Hvad er sexchikane på arbejdspladsen?
- Sexchikane, seksuel eller anden kønsbestemt forfølgelse, især på arbejdspladsen.
- Der kan være tale om uønskede berøringer, seksuelt farvede ytringer og bevægelser, udnyttelse af overordnet stilling eller direkte tvang for at opnå seksuelle ydelser.
Kilde: Den Store Danske.
På den måde blev det mere klart for dem, hvad der skete og derved lettere at forholde sig til og handle på.
- Det er vigtigt, at man ikke holder sig tilbage, selvom det kan være svært. Både for vores fælles fremtids skyld, men også din egen skyld, fordi man bliver stærkere af den oplevelse uanset, hvor umuligt det ser ud, mens man står i situationen, siger Aki-Matilda Høegh-Dam.
LÆS OGSÅ Rundspørge: 71 procent mener, at Grønland har problemer med sexchikane
Hun understreger, at man ikke skal slå sig selv i hovedet eller føle skyld, hvis man har oplevet at blive sexchikaneret.
- Du skal være respektfuld over for dig selv. Og hvis du har glemt at sige fra en enkelt gang, fordi det ikke altid er let, så er det vigtigt, at du ikke slår dig selv i hovedet over det, lyder rådet.
Når man oplever sexchikane, er det ofte bundet i en form for magtbalance og et magtmisbrug, påpeger hun videre.
- Det er vigtigt for os, at vi bryder med det mønster, så vi alle kan have et trygt arbejdsliv, siger hun.
Det er et generationsspørgsmål
Naaja Nathanielsen har også fortalt om oplevelser med sexchikane under sit arbejde som politiker.
I marts fortalte hun, at det særligt var blandt de ældre mænd, at der var en skæv kultur.
LÆS OGSÅ Kommentarer til kvindelige politikere: God røv!
- Jeg oplever egentlig, at min egen generation og dem, der er yngre, godt kan finde ud af forskellen på almindelig god flirt og på grænseløs adfærd - generelt set.
Sådan har vi gjort:
- KNR har lavet et online spørgeskema, som er sendt ud til ansatte i landets kommuner, Selvstyret og Inatsisartut.
- I alt har omkring 5500 personer haft mulighed for at svare på det frivillige spørgeskema.
- KNR har samlet modtaget 607 svar.
- Undersøgelsen er ikke repræsentativ, men kan blot bruges til at indikere problemets omfang.
Hun fastslog dengang, at hun oplevede, at sexchikane var et generelt problem i samfundet.
- For mig at se er det ikke alene et partipolitisk problem. Og det er ikke et problem, der begrænser sig til det politiske liv, sagde hun og fortsatte:
- Det er et generelt problem i vores samfund, at for mange kvinder oplever uønskede bemærkninger eller berøringer. Det sætter os ud af spillet på en ubehagelig måde.