Air Greenland vil have mulighed for at benytte Pituffik

Air Greenland vil gerne have mulighed for at bruge den amerikanske flybase i Nordgrønland som alternativ lufthavn på flyvninger til Qaanaaq.
Foto © : Johansinnguaq Olsen/KNR
Skrevet af Jonas Fievé
17. september 2018 07:13

Som det er i dag skal de flyve hele vejen tilbage til Upernavik, hvis de ikke kan lande i den nordgrønlandske by, og det giver nogle udfordringer. 

- Det betyder, at vi skal have rigtig meget brændstof med. For det første går det ud over antallet af passagerer, vi kan have med og nummer to er, at Upernavik typisk er vejrudfordret, siger administrerede direktør for Air Greenland Jacob Nitter Sørensen til KNR.

LÆS OGSÅ Direktør advarer mod nedgradering af Kangerlussuaq

Meteorologer går med livrem og seler

Fordi Upernavik også fungerer som alternativ lufthavn, må Air Greenland ikke gå i luften, hvis der bare er den mindste risiko for, at de på grund af tåge eller lave skyer ikke kan returnere.  

Og på grund af Upernaviks udsatte placering ud til Melvillebugten, betyder det ifølge flyselskabet, at metrologerne tit helgarderer sig, når de laver vejrudsigterne.

- Lovgivningsmæssigt betyder det, at vi på trods af, at det måske er fint vejr i Upernavik og fint vejr i Qaanaaq simpelthen ikke kan flyve fordi de vejrudsigter, der bliver givet, ikke tillader det, siger han.

Hvis man dermed kan bruge flybasen i Pituffik, som alternativ lufthavn på flyvningerne til Qaanaaq, vil det være muligt at tage flere passagerer med, da man ikke behøver at have brændstof nok til at kunne returnere til Upernavik. 

LÆS OGSÅ Turister vender ryggen til Qaanaaq

Færre aflysninger i fremtiden

Desuden vil det betyde færre aflysninger, da man ikke længere vil være afhængig af, at metrologerne lover godt vejr i Upernavik.

- Og aflysninger til Qaanaaq de er også svære at håndtere, fordi vi har så få flyvninger dertil, og de kræver relativt meget kapacitet, fordi det ligger så langt væk, så det betyder, at vi skal trække en flyver og en besætning ud en hel dag for at kunne rydde op, siger Jacob Nitter Sørensen.

Direktøren for Air Greenland fortæller dog, at de allerede har været i kontakt med de relevante myndigheder, og tror derfor heller ikke det kan lade sig gøre i den nærmeste fremtid. Som amerikansk militært område er der nemlig strenge regler for, hvem der må opholde sig på Pituffik

Fly fra Air Greenland må dog godt lande på luftbasen, hvis der er tale om en nødsituation, understreger direktøren for flyselskabet.