Turbulent år: Air Greenland har brugt 100 millioner kroner på aflysninger og forsinkelser
100 millioner kroner.
Det er så mange penge, Air Greenland har brugt i 2022 på at indlogere deres kunder på grund af aflysninger og forsinkelser.
- 2022 har nok været det vanskeligste år i selskabets historie rent driftsmæssigt, og det har der været flere årsager til, siger administrerende direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen, til KNR.
Begyndelsen af året var præget af Covid-19, og det gjorde, at Air Greenland havde markant færre passagerer på flyene de første par måneder.
Men i takt med, at Air Greenland igen fik luft under vingerne, og passagerne kom tilbage, opstod der nye problemer.
For vejret i 2022 viste sig at være usædvanligt ustabilt, og det skabte ekstraordinært mange forsinkelser og aflysninger.
Det højeste beløb nogensinde
Bliver et fly aflyst på grund af vejret, tilbyder Air Greenland at indlogere passagerer på selskabets regning, og den regning løb altså op i 100 millioner kroner for Air Greenland i 2022.
- Det er rigtig mange penge for en lille virksomhed som Air Greenland, siger Jacob Nitter Sørensen og fortsætter:
- Passagerne skal have overnatning, og de skal have mad. Og på grund af, at vi har manglet hotelsenge, har vi været ude i at flyve passagerer fra Nordgrønland til Sydgrønland bare for at give dem et sted at sove.
Og sammenligner man beløbet med andre år, er tallet for 2022 det højeste nogensinde, oplyser direktøren:
- Vi taler om mere end en fordobling i omkostninger til irregularitet relateret til dårligt vejr. Så det har været markant mere, end vi nogensinde har oplevet før, siger han.
Ikke holdbart
Og det faktum, at Air Greenland har brugt 100 millioner kroner på at sikre sine kunder, er bestemt ikke en holdbar løsning.
- Nej, det er det ikke, siger Jacob Nitter Sørensen.
Og derfor er det også noget flyselskabet nu har sat på dagsordenen for at omkostningerne i fremtiden ikke kommer op på samme niveau.
- Vi har lavet en lang række tiltag for at sikre en mere stabil drift i 2023. Vi har købt et ekstra fly, ansat flere mennesker og arbejder på at sikre flere overnatningssteder rundt omkring på kysten, siger direktøren.