Tekniske problemer hos Air Greenland: 106 passagerer strandet i Upernavikområdet
Udfordringer med olieskift, tekniske problemer og dårligt vejr.
Air Greenland har de sidste 14 dage haft så store problemer i Nordgrønland, at 106 passagerer nu er strandet i Upernavikområdet.
- Ja, det har været udfordrende oppe i Nordgrønland her den seneste tid, siger Jakob Nitter Sørensen, der er administrerende direktør i Air Greenland.
Og problemer har der været mange af.
Først var det noget motorolie, der skulle skiftes ud. Men den skulle bestilles fra Europa, og det tog noget tid, før selskabet kunne få den leveret i Pituffik, Upernavik og Uummannaq.
Det førte til en del aflysninger i slutningen af marts måned og i starten af april, fortæller Jakob Nitter Sørensen.
Én ulykke kommer dog sjældent alene.
Der opstod nemlig også problemer med selskabets helikopter i Upernavik, som krævede en reservedel, som ikke i første omgang var til at skaffe.
Dernæst opstod der problemer med en støddæmper og en temperaturmåler, hvilket også medførte aflysninger.
Som om det ikke var nok, så har det været dårligt vejr i både Ilulissat og Upernavik, hvilket har gjort det svært af få reservedelene frem.
106 strandede passagerer
Konsekvensen er, at 106 passagerer nu sidder i Upernavikområdet og venter på at blive fløjet videre.
En af dem er Martin Olsen. Han har ventet i Upernavik i ti dage på at blive føjet til sin bygd, Kullorsuaq, der ligger over 200 kilometer nordligere.
- Jeg vil selvfølgelig meget gerne hjem. Men det er ikke lige til, da der ikke er slæderute på isen. Og vores bygd ligger jo længst væk fra Upernavik, siger han til KNR.
Air Greenland lover, at selskabets helikopter i området bliver klar igen i den nærmeste tid:
- Vi forventer, at maskinen i Upernavik bliver klar i dag og kan begynde at flyve i morgen. Forhåbentlig i morgen, siger Jakob Nitter Sørensen, der regner med, at der vil gå to-tre dage, før alle de strandede passagerer er nået frem.
Ole Kristensen fra Upernavik Kujalleq har været strandet i Upernavik i 14 dage. Han fortæller, at han ikke har fået dækket sine udgifter til mad, som Air Greenland efter reglerne skal dække ved forsinkelser og aflysninger.
- Der bliver ikke sørget for mad til os. Vi, der er strandede, sørger selv for vores mad, siger han.
Ole Kristensen og andre strandede kan dog regne med at få penge til mad, siger Air Greenlands direktør.
- De kunder, som ikke har fået madkuponer, skal henvende sig til Air Greenland. Så beder vi om et kontonummer, og så overfører vi penge til deres konto, så de kan købe mad for de penge.