Air Greenland er flyvende og lander tocifret millionoverskud
Air Greenland havde en rekordhøj omsætning på knap 1,5 milliarder kroner i 2022. Det afspejler et til tider hektisk år med høj aktivitet, skriver selskabet i en pressemeddelelse og tilføjer:
- På trods af det turbulente år er bestyrelsen tilfreds med årets resultat på 58,6 mio. kroner efter skat. Det er vigtigt, at Air Greenland står godt rustet som koncern, også efter 2022.
416.000 passagerer fløj i 2022 med Air Greenland. En stigning på 34 procent i forhold til året før.
34.600 flyvninger blev det til, og antallet af passagerer nåede næsten op på samme niveau som 2019, året før pandemien lukkede store dele af verden ned.
- Vi kan sige med sikkerhed, at lufttrafikken er genrejst efter Covid 19, og vi har haft et år med positiv stigning i efterspørgslen, siger administrerende direktør Jacob Nitter Sørensen i pressemeddelelsen.
Roser medarbejderne
Bodil Marie Damgaard, bestyrelsesforkvinde for Air Greenland, kalder dog 2022 for et ”operationelt vanskeligt år”.
Vejrforhold skabte mange aflysninger og forsinkelser, som i alt kostede Air Greenland 100 millioner kroner blandt andet på at indlogere strandede passagerer.
Krigen i Ukraine og efterdønningerne fra Covid 19 gjorde det også vanskeligt at anskaffe reservedele.
Noget, som medførte store gener hos kunderne og pres på organisationen.
- Jeg er imponeret over de mange dedikerede medarbejdere, som Air Greenland har, som igen beviste at de også under virkeligt udfordrende vilkår formåede at tage hånd om passagererne, siger Bodil Marie Damgaard i pressemeddelelsen.
Rekordmange rejsende og ny flåde
Tuukkaq, Air Greenlands nye atlantfly, kom på vingerne i december sidste år, og en ny rute fra Billund til Kangerlussuaq er netop sat i gang.
Fem nye helikoptere er også kommet på vingerne, men det var ikke nogen nem proces, meddeler direktøren Jacob Nitter Sørensen.
- Men vi er overbeviste om, at helikopteren vil stå sin prøve, når modificeringer, uddannelsen af teknikere og piloter er fuldendt.
Air Greenland afholder generalforsamling d. 12 maj 2023.