Air Greenland vil forbedre helikopter-service i nord og øst

Helikopterbeflyvningen i Nord- og Østgrønland skal blive bedre med flere reservedele og mere udstyr, oplyser Naalakkersuisut.
Helikopterne i Nord- og Østgrønland skal gerne flyve mere regelmæssigt i det nye år, mener både Air Greenland og Naalakkersuisut. Foto © : Air Greenland.
21. december 2022 12:26

Vi kender det alle: Aflyste fly eller helikopterafgange, ventetid, irritation og forsinkede gensyn.

Forholdene for beflyvningen har været svære i år, men særlig slemt har det været for borgerne i Nord- og Østgrønland det seneste år.

Men det skal blive bedre med en række tiltag. Det oplyser Air Greenlands administrerende direktør, Jacob Nitter Sørensen, og naalakkersuisoq for infrastruktur, Erik Jensen (S), efter et fælles møde. 

- Vi kan ikke gøre noget ved vejret, men irregularitet grundet teknik skal minimeres mest muligt, siger Erik Jensen.

I Nordgrønland har Air Greenland haft mange problemer med helikoptere.

LÆS OGSÅ Air Greenlands nye helikoptere flyver hurtigere, men har samme problemer i is og mørke

Og problemerne er blevet forstærket af, at det har taget lang tid at få reservedele frem, når der er opstået tekniske problemer med helikopterne.

Planen er nu at have flere reservedele liggende på de enkelte stationer i landet, når de langt om længe kommer fra Europa.

- Vi oplever heldigvis markant færre antal tekniske hændelser end for et år siden, men det tager desværre fortsat for lang tid at få reservedelene frem. Det er derfor, vi har sat alle kræfter ind på at styrke den del af logistikken, siger Jacob Nitter Sørensen.

Han ærgrer sig over de mange tekniske problemer, men oplyser, at Air Greenland har indkøbt en ekstra helikopter, som skal være back-up fra foråret 2023, når teknikken driller.

Mere udstyr til landinger i Kulusuk og Tasiilaq

Også i Østgrønland har flypassagerer måtte væbne sig med ekstra stor tålmodighed.

Her har tusmørke skabt udfordringer for at kunne lande med helikopter i Tasiilaq. 

Men nu har Mittarfeqarfiit fundet penge til at forbedre belysningen af byens helikopterplads, så Air Greenland bedre kan lande i de mange timer med tusmørke og nedsat sigtbarhed. 

LÆS OGSÅ Kullorsuarmioq er skuffet over nye helikoptere: Det bliver ikke meget anderledes

Der er også fundet penge hos Mittarfeqarfiit til nyt snerydningsudstyr og anskaffelse af en de-icer til Kulusuk Lufthavn. Og det er nødvendigt, fordi mængden af nedbør og snestorme er hyppigere i Kulusuk og Tasiilaq end de fleste andre steder i landet.

Ifølge Erik Jensen vil det også betyde, at redningsfly vil have bedre chancer for at nå frem til Østgrønland.

- Ud over at regulariteten af rutetrafikken bliver forbedret, vil det også give større muligheder for gennemførelse af ambulanceflyvninger. Overordnet vil tiltagene også gavne flysikkerheden i vinterperioden, siger han.