Agnethe Nielsen er død

En af grønlands meget aktive kvindelige politikere, Agnethe Nielsen er afgået ved døden i Narsaq, Hun blev 85 år.
Skrevet af Najaaraq Egede
12. februar 2011 12:19

Simon Simonsen, borgmester i Kommune Kujalleq skriver:

"Tidligere Narsaq Kommunes mangeårige kommunalbestyrelsesmedlem, borgmester, Landstingsmedlem og stifteren af kræftens bekæmpelse ”Neriuffik” Agnethe Nielsen er afgået ved døden efter længere sygdom på Narsaq sygehus.

Vi kendte Agnethe Nielsen som en intelligent og dygtig Atassut-politiker der kæmper helhjertet ind i arbejdet med at forbedre vilkårene for kvinder og de socialt svagt stillede. Især det sociale område har haft Agnethe Nielsens interesse, og hun var rådgiver under udformning af Socialloven for Grønland i midten af 1960´erne.

Gennem det praktiske sociale arbejde blev Agnethe Nielsen ansporet til at gå helhjertet i politik, og fra 1959 stillede hun derfor op til alle kommunalvalg og blev hver gang valgt ind, indtil hun trak sig tilbage som politiker i 1989. På det tidspunkt havde hun siddet i Narsaqs kommunalbestyrelse i 33 år.

Agnethe Nielsen er en af de få kvinder, der har siddet i Grønlands Landsting, og som ledende politiker i Narsaq var hun aktiv usædvanligt længe. Den røde tråd i hendes langvarige indsats har været hendes omsorg for sine landsmænd gennem udviklingen af et socialt netværk.

Også fagligt arbejde har Agnethe Nielsen beskæftiget sig med, bl.a. for SIK (Grønlands Arbejder Sammenslutning), der er Grønlands største fagforening. Fra 1968-75 var hun således medlem af bestyrelsen af SIK i Narsaq, og på vegne af tolke- og kontorassistenterne deltog hun i overenkomstforhandlingerne. Hun er æresmedlem for SIK Narsaq.

Siden sin afgang som borgmester i 1986 har hun været aktiv i et par kommune udvalg og i ældreforeningen.

Endvidere var hun 1972-89 medlem i De Grønlandske Kommuners Landsforening´s (KANUKOKA) bestyrelse, næstformand i bestyrelsen for avisen Atuagagdliutit/Grønlandsposten.

Agnethe Nielsen blev i 1989 tildelt Grønlands Hjemmestyrets fortjenstmedalje Nersornaat i sølv. I 1982 udnævntes hun til ridder af Dannebrogordenen, 1997 til ridder af 1. grad.

Agnethe Nielsen blev 85 år. Hun efterlader sine 3 børn.

Æret være Agnethe Nielsens minde."