Afdelingsleder om ny biologiuddannelse: Vi har grædt af glæde

Efter flere års arbejde er en ny biologiuddannelse blevet til virkelighed på Ilisimatusarfik.
Aviâja Lyberth Hauptmann ser frem til at komme i gang med den nye biologiuddannelse. Foto © : KNR / Johansinnguaq Olsen
Skrevet af Sebastian Trosborg
04. juni 2024 07:59

Nu kan du snart blive biolog i Grønland. Ilisimatusarfik er nemlig klar med en biologiuddannelse, der skal tiltrække grønlændere med en forkærlighed for landets natur. 

Og det er en stolt afdelingsleder, der er klar til at byde studerende velkommen på den nye uddannelse. 

- Det er helt vildt. Vi har grædt af glæde. Det har vi altså. Det er jo en vision, der bliver til virkelighed. Og det er et ekstremt stort privilegie at få lov at opleve det, siger Aviâja Lyberth Hauptmann, der er afdelingsleder i SILA og ansvarlig for den nye uddannelse. 

Aviâja Lyberth Hauptmann har stået i spidsen for den nye uddannelse siden 2022. Hun er uddannet biolog fra Københavns Universitet og har en Ph.d. i mikrobiologi. 

Kort om SILA - bachelor i biologi

SILA - bachelor i biologi er en treårig bacheloruddannelse. Her vil kurserne blandt andet hedde rensdyr, slædehund, is og sæl. 

Uddannelsen tager altså udgangspunkt i den biologi, der er i Grønland, og som er vigtig i landet.

I første omgang vil der blive optaget 12 studerende på hver årgang. 

Uddannelsen har studiestart den 1. februar 2025, mens der er ansøgningsfrist den 1. november i år. 

En biologiuddannelse har været længe undervejs, og den er kommet i stand i samarbejde med Grønlands Naturinstitut, Pinngortitaleriffik. 

I 2021 fik Pinngortitaleriffik tildelt 10 millioner kroner af Aage V. Jensen Naturfond, hvoraf en del af pengene er gået til den nye biologuddannelse

Uddannelsen har fået navnet SILA - bachelor i biologi og er en treårig bacheloruddannelse. Den tager udgangspunkt i den biologi, der er i Grønland, og som er vigtig i landet. 

Undervisningen vil være praktisk læring, hvor de studerende virkelig får mulighed for at opleve og arbejde med den grønlandske natur. Og det er der en helt særlig årsag til. 

- Vi tror på, at du i langt højere grad vil kunne forstå, huske og bruge viden, som du har haft en eller anden form for fysisk læring om, siger Aviâja Lyberth Hauptmann.  

Derfor vil kurserne blandt andet hedde rensdyr, slædehund og sæl. Her kommer de studerende en del ud i naturen. 

Eksempelvis kunne et kursus foregå på den måde, at man skal på rensdyrjagt. Men inden man kan tage på rensdyrjagt, er det vigtigt, at man kender til lovgivningen, våben og sikkerhed i naturen, og derefter følger mere læring. 

- Når du så har nedlagt et rensdyr, så kan du lære noget om rensdyrets fysiologi og anatomi. Vi kan også kigge i maven og forstå noget om kemi og mikrobiologi, og bagefter skal vi i laboratoriet, fortæller afdelingslederen.  

Kendskab til naturen

Ifølge Aviâja Lyberth Hauptmann er der heller ikke nogen tvivl om, hvem uddannelsen skal appellere til.  

- Den her uddannelse er designet til os. Den er designet til, at mennesker, der er vokset op her og har en relation til naturen, kan opdage, hvor meget de kan bruge den til. Og derefter komme ud på det grønlandske arbejdsmarked og gøre en forskel.

Og på arbejdsmarkedet skal uddannelsen gerne kunne ramme lidt bredt, så der er forskellige fremtidsmuligheder for de studerende. 

- Vi forestiller os, at vores studerende kan komme ud i departementerne og arbejde med processer omkring biologi, og at de vil kunne være konsulenter for forskere. De vil kunne arbejde i NGO’er og fiskeindustrien, mens man også kan læse en kandidat eller Ph.d., hvis de ønsker at blive forskere, siger Aviâja Lyberth Hauptmann. 

Arbejdet med uddannelsen har stået på i flere år, og den er kommet i stand efter samarbejde med Grønlands Naturinstitut. 

Nu venter bare det sidste og måske vigtigste, nemlig at der bliver optaget nogle nysgerrige studerende. Efter en lille måneds tid har flere allerede vist interesse.

- Vi glæder os helt vildt meget til at se, hvordan det kommer til at være i virkeligheden. Vi har jo så mange tanker om, hvad det her skal være, og hvad det skal kunne gøre for folk. Så det bliver spændende at se, fortæller Aviâja Lyberth Hauptmann. 

Hvis du er interesseret i at høre mere om uddannelsen, vil der være to workshops i august, hvor man kan blive klogere. Uddannelsen har studiestart 1. februar 2025, mens der er ansøgningsfrist 1. november i år.