Adoption i 1951: Margrete blev bortadopteret for to pakker cigaretter
- De havde fået mig af min mor. Hun havde så fået et par pakker cigaretter at trøste sig med. Siden havde hun fået tuberkulose og var død.
Sådan lyder fortællingen, som den i dag 70-årige Margrete Johansen fra København er vokset op med.
I 1951 - som helt lille - blev hun bragt til Danmark af et dansk par, der arbejdede i Ilulissat. Manden arbejdede i det danske kolonisystem, og kvinden var hjemmegående, og kort efter Margretes ankomst til familien, flyttede de tre til Danmark.
Men da hun mange år senere som 39-årig var på en rejse til Grønland med sit arbejde, fandt hun sine rødder.
Faktisk havde Margrete Johansen i alle år været omdrejningspunktet i en historie, som hele familien kendte.
- Hele livet har man haft den der historie i min familie om det stjålne barn, siger hun.
19 adresser på 18 år
Opvæksten i Danmark var ikke just lykkelig. Den kvindelige adoptant, som Margrete Johansen ønsker at kalde hende, var psykisk ustabil.
Hun blev skilt fra sin mand en tid efter ankomsten til Danmark, havde derefter skiftende mænd gennem livet, og sammen havde de 19 forskellige adresser rundt i Danmark, ind til Margrete Johansen fyldte 18 år.
Desuden var den kvindelige adoptant ikke begejstret for Grønland. Det fremgår blandt andet af en gammel dagbog, hvor hun glæder sig over naturen og det store land. Men det var også det.
- Hun brød sig ikke om de mennesker, der boede der, heller ikke de andre danskere. Hun var konstant i konflikter med de andre danskere i kolonien. Hun trivedes ikke der, så hun havde jo ingen som helst grund til at formidle Grønland til mig.
Margrete Johansen blev på ingen måder indført i livet eller traditionerne i Grønland af adoptanten. I stedet stod læringen på traditionel, dansk madlavning og danske traditioner.
Drømmen om at blive hentet
Men trods fraværet af Grønland i selve opdragelsen, boede Grønland alligevel meget tydeligt i den lille pige.
- Jeg var så tydelig et barn, der kom fra Grønland. Og når jeg startede i en ny skole, var jeg meget ofte grønlændertøsen. Hvis det var i Jylland, var jeg københavnertøsen – det var sådan lidt op og ned. Men jeg var grønlænder og identificerede mig som grønlænder.
Uden at kunne huske noget fra Grønland, var Margrete Johansen optaget af den grønlandske natur og dyreliv. Og frem til puberteten var hun stolt af sine brune øjne og sit sorte hår.
Når jeg blev spurgt, hvad jeg var, svarede jeg, at jeg var grønlænder, fortæller Margrete Johansen.
Og den indre forbindelse til Grønland blev kun stærkere, når tankerne fløj til hendes biologiske mor og familie. For selv om fortællingen var, at moren var død, nærede Margrete Johansen et stort håb.
Margrete Johansen som barn. Hun følte sig aldrig tilpas i den danske familie, som hun voksede op i.
- Jeg ville så gerne se hende, men jeg fik jo at vide, at hun var død. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste adopterede, der har sådan en drøm om, at et eller andet sted er det hele intakt. Altså man har en familie, og en dag bliver man hentet, siger Margrethe Johansen.
Stoltheden over hendes gener forsvandt dog på vej ind i teenageårene. Her blev de vendt til skam på grund af mange danskeres fordomme mod folket fra nord. I stedet blev det til søforklaringer om en mørk oldefar fra Spanien eller andre påfund.
"Jeg er vistnok Deres onkel"
Den kvindelige adoptant døde, da Margrete Johansen var i 20'erne.
Selv fik hun børn tidligt og knoklede for at få hverdagen til at hænge sammen - alt imens tankerne om slægten og Grønland flød op til overfladen af og til.
Som 39-årig fik hun mulighed for at rejse til Ilulissat på tjenesterejse som ledsager for en grønlandsk, psykisk handicappet kvinde. Med i bagagen tog Margrete Johansen sin dåbsattest - men uden en klar mission om at lege 'sporløs'.
- Min mission var at komme op og se mit land, og jeg glædede mig helt absurd og afsindigt, siger Margrete Johansen.
På pensionatet, hvor hun var indlogeret, var Martha Abelsen leder - i dag er hun naalakkersuisoq for sociale anliggender (S). I en bisætning nævnte Margrete Johansen, at hun er født i byen og viste Martha Abelsen dåbsattesten.
Dagen efter sejlede Margrete Johansen og den handicappede kvinde ud i Bredebugt for at campere alene. Her skulle midnatsolen danse over dem, historier skulle fortælles, og den storslåede natur og frihed bare nydes.
Men mens Margrete Johansen baksede med soveposer og liggeunderlag, var de pludselig ikke alene.
Så står den her mand i døråbningen og siger: ’'Goddag. Jeg er vist nok Deres onkel", fortæller hun.
- Jeg får her kuldegysninger, når jeg tænker på den situation. For det her er jo, hvad jeg har drømt om hele mit liv. Drømmen om at blive fundet.
- Min onkel… Det må jo betyde, at han på en eller anden måde er i familie med min mor, siger Margrete Johansen.
Og ganske rigtigt. Manden er bror til Margrete Johansenss mor. Han fortæller om familien - og ikke mindst hendes mor.
Min morbror fortæller, at min mor er i live, og at hun er længere nede på kysten.
- Hun kan ikke nå op til Ilulissat, imens vi er der. Men hun er i live, fortæller Margrete Johansen.
Du kan læse 2. og sidste afsnit om Margrete Johansens historie i morgen.
Margrete Johansens morbror dukkede op i Bredebugt, da hun som 39-årig var på tjenesterejse til Ilulissat. Morbroren havde år forinden forsøgt at finde Margrete Johansen i Danmark, men uden held.
