Abelsen urokkelig om Tasiilaq trods krav fra flertal
Fem partier fremsatte i går et krav i Inatsisartut om, at Naalakkersuisut skal bede Danmark om yderligere hjælp til sociale problemer i Tasiilaq og resten af Grønland.
Naalakkersuisoq for Sundhed, Sociale Anliggender og Justitsområdet, Martha Abelsen (S), tager dog det markante politiske pres med ophøjet ro og holder fast i sin position.
LÆS OGSÅ Flertal sætter maksimalt pres på Naalakkersuisut på socialområdet
- Jeg er vidende om det, men jeg kan ikke sige andet, end at jeg afventer, at det bliver taget op i Inatsisartutsalen. Og så må jeg tage den derfra, siger Martha Abelsen.
Overgreb i Tasiilaq
I løbet af de seneste tre år har der været 193 anmeldelser om seksualforbrydelser i Tasiilaq-distriktet.
Sidste år var der 20 anmeldelser udelukkende om overgreb på børn.
Aktuelt er der 15 igangværende sager om seksualforbrydelser mod børn i Tasiilaq-distriktet.
Børnetalsmanden melder desuden, at der er et stort mørketal på området.
I gennemsnit bliver hvert tredje barn udsat for seksuelt misbrug, og hvert andet barn har en socialsag hos kommunen.
Det er kun Martha Abelsens eget parti, Siumut, og Nunatta Qitornai, som fortsat står bag naalakkersuisoq på spørgsmålet om, hvad der skal ske i Tasiilaq.
Ønsker mere hjælp
Martha Abelsen mener, det er vigtigt at slå fast, at der på nuværende tidspunkt er et samarbejde med Danmark på området, hvor Selvtyret får 10 millioner kroner i støtte fra 2017 til 2020 fra den danske stat.
Det politiske flertal imod Martha Abelsen ønsker dog yderligere hjælp, og derfor sendte de i går et beslutningsforslag til Naalakkersuisut.
LÆS OGSÅ Demokraterne om krav til Abelsen: Vi regner med, at hun rykker sig nu
Men Martha Abelsen siger altså endnu en gang, at hun først vil have undersøgt tingene nærmere og tale med borgerne i Tasiilaq, før hun tager stilling til mere dansk hjælp.
- Jeg kan godt rette henvendelse til Danmark, men det er vigtigt at gøre klart, hvilken hjælp vi skal have, og derfor holder jeg fast i, at vi først skal spørge borgerne i Tasiilaq om, hvad de ønsker, før jeg tager stilling til, hvad der skal ske, siger Martha Abelsen.
- DR har lavet dokumentaren "Byen hvor børnene forsvinder" om Tasiilaq.
- Den viser, at hver tredje barn i Tasiilaq er udsat for seksuelt misbrug, og hvert andet barn har en socialsag hos kommunen.
- Dokumentaren har endnu en gang fået debatten om sociale problemer i Tasiilaq og i resten af Grønland til at køre herhjemme.
- Onsdag sendte en samlet opposition og støttepartiet Demokraterne et beslutningsforslag til Naalakkersuisut: Naalakkersuisut skal bede Danmark om yderligere hjælp til socialområdet, er deres krav.
Det politiske flertal ønsker dog, at der bliver taget fat om problemet nu.
- Det er ikke nye problemer. Vi har hørt om dem i mange år. Hun må begynde at arbejde nu, og man behøver ikke at have konkluderet noget i forvejen, sagde Nivi Olsen, medlem af Inatsisartut for Demokraterne.
Det er Partii Naleraq, Demokraterne, Inuit Ataqatigiit, Atassut og Samarbejdspartiet, som har stillet kravet om yderligere hjælp fra Danmark.