Aaja Chemnitz: Løkke ringede til mig på valgnatten og spurgte om min støtte
Aaja Chemnitz (IA) er natten til onsdag blevet ringet op af Moderaternes politiske leder, Lars Løkke Rasmussen, som spurgte, om hun kunne overveje at lægge sit mandat hos blå blok.
- Lige nu står det ret tæt mellem rød blok og blå blok, og IA kan blive det afgørende mandat, siger Aaja Chemnitz.
- I den forbindelse er jeg blevet kontaktet for at høre, hvordan jeg står i forhold til at kunne pege på en ren blå regering.
Det afviste hun dog.
Sådan fordeler stemmerne sig:
Siumut, får 37,6 procent af stemmerne.
Inuit Ataqatigiit (IA) får 24,6 procent.
Demokraatit får 18,5 procent.
Naleraq får 12,2 procent.
Atassut får 3,6 procent.
Løsgængeren Tillie Martinussen fik 0,9 procent af stemmerne.
- For mig at se er det ikke en mulighed, for vi kan ikke pege på Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne som parlamentarisk grundlag for en regering, som vi kan se os selv i, siger hun.
LÆS OGSÅ Alle stemmer er talt op – og Grønland kan ende med at spille en afgørende rolle
Hun fortæller, at Lars Løkke Rasmussen ringede til hende, efter at alle stemmerne var talt op efter midnat.
- Det var i går, han ringede. Det var, efter at resultatet lå klar, siger hun.
Havde du indtrykket af, at han afsøgte muligheden for at gå til højre og danne en ren blå regering?
- Jeg tænker, at alle er ude og afsøge forskellige muligheder. Det er det, jeg kan sige til dig, siger Aaja Chemnitz.
Peger på Mette Frederiksen som statsminister
Som det ser ud nu peger Aaja Chemnitz på Mette Frederiksen som statsminister i en bred, rød regering.
Partiet har traditionelt altid peget på en rød regering.
Efter valget står rød blok til 87 mandater, men tre af de i alt fire nordatlantiske mandater peger på Mette Frederiksen. Heriblandt altså IA.
Dermed kan blokken tælle til de nødvendige 90 mandater, der skal til for at danne et flertal.
Blå blok, som har fået 72 mandater, får støtte fra ét af de færøske folketingsmedlemmer, og hvis Løkkes 16 mandater lægges oveni, står blokken til 89 mandater.
Med IA's støtte ville blå blok derfor kunne mønstre 90 mandater.
- En ren blå blok ser jeg ikke IA støtte. Men jeg synes ikke, at man på forhånd kan sige, at vores mandat på forhånd er givet til en ren rød blok, siger Chemnitz.
- Det er op til nogle forhandlinger, og vi er nødt til at sikre, at der er en større lydhørhed over for IA’s krav.
Løkke ringede ikke til Høegh-Dam
Både IA's Aaja Chemnitz og Siumuts Aki-Matilda Høegh-Dam er blevet genvalgt og skal sidde fire år mere i Folketinget. Det skal Sjúrður Skaale fra Socialdemokratiets søsterparti Javnaðarflokkurins også.
Anna Falkenberg fra Sambandspartiet er ny i Folketinget. Hun peger på Jakob Ellemann-Jensen som statsminister.
Ritzau har også kontaktet Sjúrður Skaale og spurgt, om han er blevet kontaktet af Lars Løkke Rasmussen. Det afviser han at svare på.
Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut siger, at hun ikke er blevet kontaktet af Lars Løkke Rasmussen.
Ritzau forsøger desuden at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.