Alle stemmer er talt op – og Grønland kan ende med at spille en afgørende rolle 

Hvis det går, som det er forudsagt, så vil Siumut og Inuit Ataqatigiit igen sætte sig på Christiansborg. Og de vil begge pege på en rød statsminister. 
Valgfest hos Socialdemokraterne. Men rød blok har ikke et flertal alene. Foto © : Scanpix
01. november 2022 20:51

Nu er alle stemmer i Danmark talt op.

Og det er slet ikke noget klokkeklart valgresultat, danskerne har leveret:

Rød blok har nemlig fået 87 mandater. 

Blå blok har fået 73 mandater. 

Det vil sige, at ingen af de to blokke kan tælle til 90 mandater – og dermed er der altså ingen af de to blokke, der har et flertal.

Det betyder, at begge blokke er afhængige af andre for at få et flertal - og det kan gøre de nordatlantiske stemmer rigtigt interessante. For Grønland stemmer to politikere ind i Folketinget, og hvis det går, som det er forudsagt, så vil Siumut og Inuit Ataqatigiit igen sætte sig på Christiansborg. Og de vil begge pege på en rød statsminister. 

Lige præcis flertal med Grønland og Færøerne

Dermed vil rød blok stå til 90 mandater - og lige præcis et flertal, hvis Mette Frederiksen ønsker dét.

- Hvis det holder stik, så kan den socialdemokratiske færing og den socialdemokratiske grønlænder, samt den anden herfra, have afgørende betydning, siger politisk kommentator og tidligere forlketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, Sara Olsvig, til KNR.

LÆS OGSÅ Måling: Hverken rød blok eller blå blok har flertal

Færøerne valgte deres politikere til Folketinget i går – det er Anna Falkenberg fra Sambandspartiet og Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin. Anna Falkenberg peger på en borgerlig statsminister - Sjúrður Skaale peger på Mette Frederiksen. 

- De kommende medlemmer fra Grønland og Færøerne kan komme i en situation, hvor de bliver meget afgørende. Det håber jeg partierne, der opstiller kandidaterne, er forberedt på, siger Lars-Emil Johansen, som også har siddet i Folketinget for Siumut, til KNR. 

Regering hen over midten

Da Mette Frederiksen udskrev valg, sagde hun, at hun gik til valg på at danne en regering hen over midten. Hvis hun stadig vil det, peger pilen på Lars Løkke Rasmussens nye parti Moedraterne. Moderaterne alene har fået 16 mandater - og hvis Mette Frederiksen vil danne regering over midten, kan hun se helt bort fra de nordatlantiske mandater. 

Valgstederne lukkede klokken 20 i Grønland, og et endeligt resultat er sandsynligvis klar omkring midnat.