Aaja Chemnitz kritiserer ansættelse af kommunikationschef i Løkkes parti

Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, har ansat Ulla Østergaard som partiets nye kommunikationschef.
Hun forlod TV2 som redaktionschef i 2021 efter et forløb om en usand nyhed om Múte B. Egede (IA) i forbindelse med valget til Inatsisartut i i 2021.
Til B.T. kritiserer folketingsmedlem Aaja Chemnitz ansættelsen.
- Det er et meget uheldigt politisk signal. Man skal forstå den diplomatiske dans, der er mellem Danmark og Grønland.
I artiklen på TV2, der blev udgivet få dage før valget i Grønland, stod der, at Múte B. Egede havde været inhabil i to sager, som han selv havde haft en økonomisk fordel af. Det var forkert. TV 2 trak efterfølgende historien tilbage.
Østergaard forlod TV 2 efter forløbet, hvor tre medarbejdere på kanalen oplevede pres fra Østergaard for at skrive historien.
Moderaternes partisekretær, Kirsten Munch Andersen, afviser dog kritikken.
- Ulla Østergaard var for to år siden chef for TV 2's dækning af det grønlandske valg, hvor der blev begået en alvorlig fejl. Hun har påtaget sig det fulde ansvar og givet en klar undskyldning, skriver Kirsten Munch Andersen i en mail til B.T.
Ulla Østergaard har tidligere været særlig rådgiver for Løkke, da han blev indenrigs- og sundhedsminister i 2001. Dengang var Løkke en del af Venstre.