45 millioner i overskud i Qeqqata - Men borgmester varsler modgang

Qeqqata Kommunia har netop offentliggjort deres regnskab for 2024. Og resultatet er glædeligt nyt for borgmester Malik Berthelsen (S).
Kommunen lander nemlig et overskud på knapt 45,2 millioner kroner.
- Det viser et stærkt arbejdsengagement, og jeg vil gerne takke både borgerne og virksomhederne for deres indsats, udtaler Malik Berthelsen i en pressemeddelelse.
Men selvom der er overskud i kommunekassen, advarer Malik Berthelsen om for meget begejstring.
- Selvom vi har et overskud, er det stadig nødvendigt at føre en stram økonomistyring.
Stadig udfordringer
I en pressemeddelelse fokuserer kommunaldirektør Hans Christian Svärd og borgmesteren på, at der er opkrævet 42 millioner kroner mere i skatter end forventet.
Og samlet har kommunen fået 63 millioner kroner yderligere i indtægter.
Stigningen skyldes særligt den øgede byggeaktivitet samt skatteindtægter fra virksomheder.
Men slutningen af 2024 bød på en udvandring af flere arbejdere fra Kangerlussuaq. Det skete som følge af, at den nye lufthavn i Nuuk åbnede sidste år i november.
Det fører til lavere indtægter i kommuneskatten, og samtidig pointerer Malik Berthelsen i pressemeddelelsen, at der også er en del byggeprojekter, der er ved at være færdige.
Derfor skal man ikke regne med, at de øgede indtægter i 2024 også gælder i næste års regnskab.
- Desuden befinder fiskeriindustrien sig under usikre vilkår, så vi kan ikke alene sætte vores lid til den stigende skatteindtægt, udtaler han og leder opmærksomheden hen på socialområdet:
- Samtidig skal vi være opmærksomme på stigende udgifter inden for socialområdet. Vi står også overfor større vedligeholdelsesprojekter på kommunale bygninger og faciliteter, som vil kræve betydelige ressourcer.
Skævt budget
Der er da også blevet ført en meget stram økonomi.
Faktisk budgetterede kommunen med et underskud på 207 millioner kroner - overskuddet er altså en afvigelse på en kvart milliard.
Men ifølge kommunaldirektør Hans Christian Svärd skyldes det, at Qeqqata Kommunia ikke har en anlægsfond.
Det betyder, at udgifterne for alle byggeprojekterne skrives ind i budgettet - selvom penge først registreres som brugte, når et byggeprojekt står færdigt.