4 ud af 10 grønlændere drikker sodavand eller saft hver dag

Cheftandlæge advarer mod stigende brug af sukkerdrikke. Vi drikker nemlig næsten dobbelt så meget saft og sodavand som i 2005.
Foto © : Nuuk Imeq A/S
03. maj 2019 16:39

En kold cola, en opkvikkende energidrik eller et glas appelsinjuice. 

Det drikker 43,9 procent af grønlænderne hver dag, viser nye tal fra Befolkningsundersøgelsen 2018. 

Og det er næsten dobbelt så meget, som der blev drukket ifølge den befolkningsundersøgelse, der blev lavet fra 2005 til 2010. Her svarede 24,4 procent, at de drak saft eller sodavand hver dag. 

Farlige fristelser 

Men selvom de læskende drikke er fristende, så nedbryder de langsomt tænderne, siger cheftandlæge ved Tandplejen i Grønland, Lone Mahnfeldt. 

- De kan skade tænderne i form af det, der hedder erosioner. Og erosioner betyder, at emaljen opløses. Det er det yderste lag på tanden, det hårde tandvæv. Og hvis det først er opløst, så bliver det aldrig gendannet. Det vil sige, at tænderne forsvinder ganske langsomt. 

Tænderne bader i syresukker 

Derfor følger man det øgede indtag af sukkerdrikke tæt ved Tandplejen i Grønland. Også selvom skaderne i tandlægestolen endnu ikke er så store som i andre lande, der også nyder godt af de søde og sure drikke. 

- I forhold til andre lande, det kunne være Danmark og England, ser det ikke lige så slemt ud i Grønland. Endnu! Men med den voldsomme stigning, så er det jo helt klart noget, der også vil ske her, siger Lone Mahnfeldt.  

Som noget nyt er tandplejen i år begyndt at tage ud til 6. klasser for at lære eleverne om, hvad det egentlig er, de fylder munden med.

- Børnene får lov til at bruge nogle sticks, som de kan sænke ned i diverse sodavand, frugtdrikke og energidrikke. Og så kan de se, hvordan surhedsgraden er, og hvordan de virkelig er i fare med hensyn til tandsundheden, fordi de bader deres tænder i syresukker, siger Lone Mahnfeldt.