39 palæstinensere er løsladt til gengæld for gidsler

Løsladelse af de palæstinensiske fanger kommer efter frigivelse af 13 israelske gidsler, heriblandt ni børn.
Udvekslingen er en del af aftalen om fire dages våbenhvile, der trådte i kraft fredag morgen. Foto © : Ahmad Gharabli/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
27. november 2023 09:01

39 palæstinensiske fanger er søndag aften blevet løsladt fra israelske fængsler. Det bekræfter Israels fængselsvæsen.

Det sker som led i en aftale mellem Israel og den militante palæstinensiske gruppe Hamas.

Det er ikke umiddelbart oplyst, hvor gamle de løsladte fanger er. Men i de to seneste dage har det især været kvinder og teenagere, der fik lov at forlade fængslerne og rejse hjem.

I alt skal 150 palæstinensiske fanger løslades til gengæld for i alt 50 israelske gidsler i løbet af fire dage.

Meldingen om løsladelse af de palæstinensiske fanger søndag aften kommer, efter at 13 israelske gidsler - blandt dem ni børn - blev frigivet af Hamas tidligere søndag.

Det samme gjorde tre thailandske statsborgere og en person med dobbelt russisk-israelsk statsborgerskab.

Det er tredje gang, at Israel og Hamas udveksler fanger for gidsler.

Udvekslingen er en del af aftalen om fire dages våbenhvile, der trådte i kraft fredag morgen.

En kilde tæt på Hamas siger søndag aften, at gruppen er villig til at forlænge våbenhvilen.

Israel har tidligere sagt, at det kan ske, så længe Hamas udleverer gidsler.

Den militante gruppe tvang omkring 240 mennesker med sig tilbage til Gazastriben i forbindelse med et større angreb mod Israel 7. oktober. Her blev omkring 1200 mennesker dræbt.

Siden har Israels omfattende militære offensiv i Gazastriben kostet næsten 15.000 mennesker livet, siger sundhedsmyndigheder i den Hamas-kontrollerede enklave.