303 nye boliger i Nuuk

Rekord mange har fået nyt tag over hovedet i Grønland i år.
Skrevet af Mads Ullerup
21. december 2011 11:44

Selvstyret har alene i Nuuk taget 303 nye boliger i brug.

I hovedstaden er der i løbet af 2011 blevet indviet nye 94 kollegielejligheder, 74 almene lejeboliger, 44 ejerboliger samt 91 personaleboliger.

Udviklingen glæder naturligvis Naalakkersuisut for boliger, Jens B. Frederiksen.

- Kampen mod boligmangelen er for alvor sat ind. I 2012 fortsætter byggeriet, idet vi i midten januar har licitation på byhusene, der skal opføres i Ilulissat, Sisimiut og Qaqortoq. Hertil kommer familiehuse i Aasiaat og Nanortalik, ligesom vi vil udbyde yderligere 8 familiehuse udover dem som vi allerede er i gang med at opføre i Tasiilaq.”

Lyder det fra Jens B. Frederiksen i en pressemeddelelse.

Naalakkersuisut understreger, at der vil være tale om opførelse af almene lejeboliger under Illuut A/S som alle kan ansøge om.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at der er tale om en hårdt tiltrængt byfornyelse, som er en del af den boligstrategi som jeg er i gang med at udfærdige og implementere. Således vil der blive igangsat et pilotprojekt med renovering allerede i 2012 i Qaqortoq, Maniitsoq, Aasiaat og Tasiilaq, siger medlem af Naalakkersuisut, Jens B. Frederiksen.