3000 iPads til 30% af Grønlands børn og unge

Nu får alle skoleelever og skolelærere i Qeqqata og Kujalleq kommuner en iPad. De 3000 iPads skal styrke IT-kendskabet hos børnene fra de kan stå og gå, og så giver de nye tablets unikke muligheder for at nytænke fjernundervisning for børn og unge i Grønland. En donation på 17 mio. kr. fra VILLUM FONDEN gør indkøbet muligt. Driften tager kommunerne sig af, og den beløber sig til ca. 23 mio. kr. over de næste 7 år.
Skrevet af Simon Uldum -
23. maj 2013 12:03

”IT-tigerspring i Qeqqata og Kujalleq” starter efter sommerferien 2013 i Qeqqata Kommunia og efterfølgende i Kommune Kujalleq, hvor alle folkeskoleelever og lærere får hver sin iPad med internetadgang.

Borgmester Hermann Berthelsen fra Qeqqata Kommunia er begejstret ved udsigten til, at internettet bliver mere integreret i folkeskoleundervisningen: ”Grønland er en del af verden, og internettet er som skabt til Grønland. Nu giver vi skolen mulighed for at følge verdens udvikling og lade sig inspirere af dette i undervisningen. Jeg forventer blandt andet, at vores elever bliver mere fortrolige med fremmedsprog”, siger han.

Kommunernes daginstitutioner får også et sæt iPads, så børnene allerede fra barnsben i førskole-alderen vænner sig til den fagre nye IT-verden.

Jørgen Wæver Johansen, borgmester i Kujalleq, ser gode muligheder for brugen af iPad’ens multimedieudstyr som kamera, lyd og billedoptagelse i undervisningen: ”Det handler om, at alle vore børn og unge – uanset forældrenes indkomstmæssige baggrund, allerede fra barnsben får mulighed for at tilegne sig afgørende og nødvendige ITfærdigheder, og lære at udnytte deres egen kreativitet til at tilegne sig viden, som vil være med til at definere deres fremtidige muligheder”.

Projektet om iPads til alle i folkeskolen og til daginstitutionerne er opstået i Qeqqata Kommunias bæredygtighedsprojekt, som VILLUM FONDEN også har støttet. Elever, lærere, forældre og politikere har været engageret i at diskutere muligheden for at forbedre folkeskolen, og IT-tigerspringet er et af flere tiltag for at løfte folkeskolen. Projektet markerer ligeledes startskuddet for et mere struktureret samarbejde imellem VILLUM FONDEN og Kommune Kujalleq.

Jens-Jørgen Pedersen, der er programchef for VILLUM FONDENs uddelinger i Grønland og i Central- og Østeuropa håber projektet vil inspirere rigtig mange:

” Vi håber dækningen af de 30% af alle børn og unge vil inspirere andre til at gå samme vej, både i Grønland men også i Danmark og andre lande, hvor så stor en investering endnu ikke er gennemført. Det ER virkelig et tigerspring, hvor alle gode kræfter skal samarbejde om sagen i TELE, i Selvstyret, i kommunerne og blandt lærere, børn og forældre. Vi har tillid til, at projektet vil
begejstre og danne baggrund for et dynamisk løft i hele Grønland”.