Nye afgifter, ballade i Siumut og en sprængning: Fem politiske begivenheder i 2019

En naalakkersuisoq sagde, at han ikke troede på, at klimaforandringer er menneskeskabte, og en borgmester trak sig efter 10 år for bordenden.
Nok er nok, råbte demonstranter foran Inatsisartut i november. Foto © : Malik Brøns; KNR
Skrevet af Christine Hyldal
30. december 2019 07:33

Nye afgifter på sukker, smøger og alkohol. Demonstrationer mod Naalakkersuisut, og en voldsom intern ballade i Siumut, der var tæt på at koste formand Kim Kielsen hans politiske liv. 

Det var bare nogle af de begivenheder, der prægede året politisk.

Vi starter med slutningen af året – for i november brød en voldsom folkelig modstand mod Naalakkersuisut ud i lys lue. 

To onsdage i træk blev Nuuks bymidte fyldt op med mennesker, der råbte slagord, bar skilte og hældte sukker ud i sneen på trappen foran Inatsisartut. 

Nye afgifter

• En pakke cigaretter stiger fra 82 kroner til 86,50 kroner. 

• En pose sukker får næsten samme prisstigning: Fra 21,95 i dag til 26,50 kroner.

• En Carlsberg flaskeøl stiger fra 18,50 kroner til 19,25.

• Også slik bliver dyrere: En pose Haribo, der vejer 375 gram, koster i dag 65 kroner. Den stiger til 67 kroner.

• Små chokoladebarer bliver cirka 50 øre dyrere.

Kilde: Brugseni

Det sidste og afgørende skub, der fik folk på gaden i demonstrationer, var de nye afgifter på blandt andet sukker, alkohol og tobak, der pludselig blev forhandlet på plads i Inatsisartut 18. november. 

LÆS OGSÅ Demonstranter vendte ryggen til Kim Kielsen

Et gabende hul i finansloven skulle lukkes – og argumentet fra politikerne lød, at højere priser på det usunde er med til at højne folkesundheden.

Det, som Naalakkersuisut betegner som den sundhedsfremmende afgiftspakke, skal hente omkring 182 millioner kroner i de næste fire år. Til gengæld bliver selskabsskatten nedsat med fem procentpoint. Og det vil koste landskassen 162 millioner kroner i de næste fire år. 

Og lige præcis det faktum faldt demonstranterne for brystet.

Foto © : Ane-Marie Petersen, KNR

- Det rammer egentlig ikke mig personligt – det rammer de svage i samfundet. Og de lider nok i forvejen. Jeg synes egentlig, at det er fint at sænke selskabsskatten for at åbne op for flere arbejdspladser – men om det kommer til at virke – det må vi se, sagde Paalo Bisgaard, som KNR mødte til en af demonstrationerne. 

Voldsom intern ballade i Siumut

I sommer brød en anden ballade også ud – denne gang var det internt i Siumut. Her krævede et flertal af Siumuts Inatsisartutmedlemmer Kim Kielsens afgang som formand for partiet. 

Den daværende naalakkersuisoq for arbejdsmarked og råstoffer Erik Jensen stod side og side med de seks kritiske partifæller.

Han trak sig som naalakkersuisoq i november, og få dage tidligere havde Siumuts næstformand Karl Kristian Kruse også udsendt en kras kritik af naalakkersuisut. 

Foto © : KNR/Malik Brøns

Forinden da var uroen også nået ud i Siumuts lokale afdelinger i august. Der er 61 lokalafdelinger – kun seks afdelinger proklamerede, at de ønskede sig en ny formand – Kielsen er for usynlig, sagde de. 

Så endnu en gang blev Kielsen siddende i formandsstolen med solid lokal opbakning bag sig. 

LÆS OGSÅ Politisk kommentator: Uroen ulmer fortsat i Siumut

Det måske allerstørste drama i Siumut skete på Efterårssamlingens sidste dag 22. november. Her fik koalitionen og støttepartiet Demokraterne efter flere timers debat afværget en mistillidsafstemning, som Partii Naleraq havde fremsat mod Kim Kielsen.

Asii Chemnitz Narup trækker sig som borgmester

Efter 10 år for bordenden i Kommuneqarfik Sermersooq gik Asii Chemnitz Narup af som borgmester 11. juni.

 

Asii Chemnitz Narup
Asii Chemnitz Narup Foto © : Jonas Fievé/KNR

Årsagen var, at Demokraterne trak deres støtte til hende. Men også sagen om de misbrugte børn i Tasiilaq, som bragede afsted i maj, fik kritikken til at rejse sig mod borgmesteren – for hvordan kunne de forfærdelige sager fortsætte, når talrige rapporter i flere år havde peget på et stort problem, spurgte kritikerne. 

Atassut træder ud af koalitionen 9. april

I april måtte Kim Kielsen endnu en gang opleve, at der blev rykket rundt i hans koalition. Denne gang var det Atassut, der trak sig. 

Det skete i forbindelse med, at Atassuts medlem af Naalakkersuisut Aqqalu Jerimiassen kom i slem modvind, da han sagde til Sermtisiaq.ag, at han ikke troede på, at klimaforandringer er menneskeskabte.

- Jeg tror ikke på global opvarmning som sådan. Jeg tror på, at jorden har en naturlig cyklus. I den cyklus er det varmere nu, og det skal vi tilpasse os. Vi kan ikke bestemme naturen, det er naturen, der bestemmer, siger han til Sermitsiaq.AG.

Det fik støttepartiet Demokraterne til at forlange, at Kim Kielsen fyrede Aqqalu Jerimiassen. Det nåede Kim Kielsen ikke, før at Atassut meldte ud, at partiet helt forlod Naalakkersuisut. Dermed var både Aqqalu Jerimiassen og Siverth K. Heilmann fortid i Naalakkersuisut.

Senere på året fik Atassut ny formand efter Siverth K. Heilmann. Aqqalu Jerimiassen satte sig i formandsstolen, og hans besked var klar: Atassut vil ikke længere blindt være støtteparti for koalitionen. Partiet føler nemlig, at samarbejdet med koalitionen har fået Atassut til at ofre for meget. 

Foto © : KNR / Malik Brøns

- Nu vil vi tydeliggøre vores egen politik. Atassut skal ikke fremstå som et nikkedukke-parti igen, siger Atassut-formanden.

Første sprængning til ny lufthavn

16. oktober lød et boooooom i lufthavnen i Nuuk. Den første sprængning til nye lufthavn var en realitet – og den foreløbige kulmination på mange års ophedet debat. 

Kim Kielsen trykkede på knappen sammen med en sprængningsleder og den otte-årige Inooraq.

Foto © : KNR / Malik Brøns

- Vi tog ham med, fordi hans generation er den næste i vores lands fremtid, siger Kim Kielsen.

Nye lufthavne

* Kalaallit Airports forventer, at lufthavnene i Nuuk og i Ilulissat vil stå færdige i slutningen af 2023.
 
* Også lufthavnen i Qaqortoq er planlagt til 2023, og byggeriet forventes at blive udbudt næste år.

Kim Kielsens satsen på lufthavnspakken har ofte bragt ham i politiks limbo. Han har skullet jonglere med international storpolitik såvel som lokalpolitik. 

Kinesisk interesse i at investere i lufthavnsprojekterne udløste alarmer i USA, der var bekymret for, at Kina med investeringerne ville tilegne sig adgang til Arktis.

 

LÆS OGSÅ Video: Booom – og lufthavnsbyggeriet er i gang

I sidste ende var det dog den danske stat, der påtog sig rollen som medinvestor. Dette vakte stor vrede internt i Siumut, og der var krav om, at Kim Kielsen skulle trække sig som formand.

Vrede var der også hos Partii Naleraq, som trådte ud af koalitionen i protest af dansk medejerskab af lufthavnene i Nuuk og Ilulissat tilbage i 2018.