Politisk kommentator: Uroen ulmer fortsat i Siumut

Oppositionen kan udnytte den ulmende uro i Siumut under efterårssamlingen, vurderer politisk kommentator.
De lokale afdelinger bakker stadig Kim Kielsen op som formand og sikrer, at han kan blive siddende for bordenden hos Siumut. Foto © : KNR
Skrevet af Christine Hyldal
27. august 2019 12:25

Uroen i Siumut endte foreløbigt i går: Kim Kielsen bliver siddende som formand for partiet, og dermed står syv krasse kritikere af formanden tilbage ramt af en kold skulder fra partiets lokale afdelinger. 

Det er nemlig de lokale afdelinger, der stadig solidt bakker Kielsen op som formand og dermed sikrer, at han kan blive siddende for bordenden. Men det ændrer ikke på, at uroen fortsat ulmer i partiet. 

Det siger Jensigne Bertelsen, der er politisk kommentator og redaktør på Sermitsiaq.

- Der er uro. Vi aner ikke, hvad der vil ske på efterårssamlingen siger hun. 

LÆS OGSÅ Lokalafdelinger har talt: Kim Kielsen bliver siddende som formand

 

Fakta

- Der er 61 lokale Siumut-afdelinger. 

- Ifølge næstformand Karl Kristian Kruse har det ikke været muligt at komme i kontakt med ni afdelinger inden fristens udløb.

- 12 afdelinger, der er blevet kontaktet, nåede ikke at vende tilbage med høringssvar inden deadline. 

- 40 afdelinger besvarede høringen. 

- Ud af dem har seks udtrykt mistillid til formanden. 34 er ikke enige i mistillidserklæringen til formanden.

- Min egen vurdering er, at der er skabt en akavet situation. Kim Kielsen meddelte allerede sidste år, at han ikke genopstiller som formand for Siumut. Så de er lige nu midt i forberedelserne til et generationsskifte, og partiet bliver nødt til at gøre noget indenfor deres egne fire vægge for at sikre et godt generationsskifte.

Balladen i Siumut begyndte i midten af august, da seks ud af 10 medlemmer af partiet i Inatsisartut meldte ud, at Kim Kielsen bør træde tilbage som formand for partiet. Også naalakkersuisoq Erik Jensen skrev under på brevet.

Fiskekvoter og arrogance

Kritikken lød, at Kim Kielsen ikke fulgte Siumuts valgløfter og politik på flere punkter - blandt andet i forhold til fiskekvoter og kvoter på narhvaler. Ifølge meddelelsen udviser Kielsen en respektløs opførsel, og han lytter ikke. 

En af de syv underskrivere er formanden for Finansudvalget Herman Berthelsen. Han har tidligere været efter Kielsen i forhold til anlæggelsen af nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat – en anlæggelse, som samtidig degraderer Kangerlussuaq til ikke længere at skulle være atlantlufthavn. Det vil ramme området i Sisimiut og Kangerlussuaq hårdt – og det er her, at Hermann Berthelsen er valgt. 

LÆS OGSÅ Kielsen-kritikere efter afgørelse: For tidligt at sige hvad vi nu skal gøre

- Når konflikterne er nået så vidt, mener jeg, det bunder i, at de (Hermann Berthelsen og Kim Kielsen, red.) allerede har konflikter om atlantlufthavne to gange, siger Jensigne Berthelsen. 

Dertil kommer, at kritikerne er ude med riven efter Kielsen for ikke at dukke op til samråd. Han bliver simpelthen væk, mener de.

De syv kritikere af Kim Kielsen:
Anders Olsen, Nikkulaat Jeremiassen, Henrik Fleischer, Erik Jensen, Laura Táunâjik, Jens Danielsen og Hermann Berthelsen.

- Kim Kielsen har uddelt sagsområder til Naalakkersuisut, hvor han ikke deltager, når han bliver inviteret til samråd. Han sender de respektive medlemmer af Naalakkersuisut, når der bliver kaldt på ham – og i den situation ser det ud til, at der er opstået en hårdknude, siger Jensigne Berthelsen.

- På den ene side står Finansudvalget og på den anden side står Naalakkersuisut med Kim Kielsen forrest, og det ser ud til, at de har gravet en kløft mellem sig. 

Opbakning fra baglandet

Alligevel har Kim Kielsen stor opbakning som formand for partiet. Det viste en høring blandt Siumuts lokalafdelinger, som blev fremlagt i går. Høringen viste, at ud af de 40 afdelinger, som havde svaret, er 34 enige i, at Kielsen bør fortsætte som formand. 

-  Kim Kielsen får en stor opbakning. Men uroen fortsætter altså, og vi ved ikke, hvad der skal ske på efterårssamlingen, hvor oppositionen kan udnytte situationen, når den mener, at den har fundet en god grund til at vælte Kielsen, siger Jensigne Berthelsen.

KNR har forsøgt at få en kommentar fra Kim Kielsen siden i går, men det har endnu ikke været muligt.