23-årig dømt for smugling og hvidvask

Manden har fået to år og ni måneder for hvidvask af mere end 1,8 millioner kroner og indsmugling af fire kilo hash.
Manden blev anholdt i begyndelsen af februar på grund af de store summer af kontanter, der blev indbetalt i Nuuk. Foto © : KNR / Christine Hyldal
01. juli 2024 16:02

En 23-årig mand er i dag blevet dømt ved Sermersooq Kredsret for hvidvask af mere end 1,8 millioner kroner og indsmugling af fire kilo hash.

Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse mandag eftermiddag.

Gerningsmanden har ifølge politiet forsøgt at skjule hvidvaskningen, og derfor har efterforskningen været i gang over en længere periode.

Der er tale om en kompleks sag, da man i forsøget på at skjule udbyttet fra kriminelle aktiviteter og har gjort brug af gentagende overførsler via en international pengeoverførselstjeneste. Der er blandt andet brugt falske fakturaer, som efterfølgende er betalt kontant, med det formål at overføre pengene til personer i Danmark og udlandet, siger politikommissær Malik Sandgreen.

Ordensmagten fortæller derudover, at man i forbindelse med efterforskningen er blevet bekendt med, at der er smuglet ‘ikke under fire kilo hash’ i en skibscontainer.

Tilbageholdt siden februar

Manden blev anholdt i begyndelsen af februar på grund af de store summer af kontanter, der blev indbetalt i Nuuk. Indbetalingerne ledte politiet i retning af den 23-årige, og 8. februar blev han anholdt og har siden været tilbageholdt.

De mange kilo hash, som manden også er dømt for at have indsmuglet, har manden erkendt at have modtaget og videregivet til ukendte gerningsmænd, skriver politiet.

Den dømte 23-årige har anket dommen til Landsretten.