15 grindehvaler fanget nær Nanortalik
15 grindehvaler blev fanget i Itillersuaq nær Nanortalik i sidste uge.
Og fangsten overraskede fangerne, der ikke er vant til at fange så mange grindehvaler i Sydgrønland, fortæller Augustinus Augustinussen, der er fritidsjæger til KNR.
- Det var fedt og spændende at opleve, siger han.
- Det er første gang, at jeg har set så mange grindehvaler samlet på ét sted.
Fangerne i otte joller drev grindehvalerne ind til stranden i et område, der hedder Nalunaq.
- Vi dræbte dem med rifler. Det var lidt udfordrende i starten, men vi fandt ud af hvor og hvordan, vi skulle skyde dem, så de led mindst muligt, siger Augustinus Augustinussen.
LÆS OGSÅ Fisker i Qaqortoq om usædvanlig fangst: Jeg troede, det var en grønlandshaj
Hvalerne lever i det nordlige Atlanterhav, og det er ikke helt usædvanligt, at de kommer til Vestgrønland, fortæller Nynne Nielsen, der er forsker på Grønlands Naturinstitut.
- Det er egentlig ikke så usædvanligt. Grindehvaler svømmer i flokke, hvor de store hvaler kommer én ad gangen, siger hun og henviser til den store fangst på 15 hvaler.
Der er ikke kvoter på grindehvaler i Grønland. Alligevel skal fangerne registrere fangsten ifølge KNAPK.