Økonom roser politikere for at tage ansvar

Økonomisk Råd roser Holdbarheds- og Vækstplanen, som er et godt værktøj til at få lukket gabet mellem indtægter og udgifter.
Torben M. Andersen
Torben M. Andersen Foto © : Jonas Fievé/KNR
04. juni 2016 18:18

Den nationale holdbarheds- og vækstplan skal bane vejen ud af de økonomiske udfordringer Grønland står overfor.

Planen bliver også vel modtaget af Økonomisk Råd, som glæder sig over, at retningen nu bliver stukket ud.

- Jeg synes det er meget positivt, at man har lavet den plan, det viser jo, at man fra politisk side tager problemerne alvorligt, siger formand for Økonomisk Råd, Torben M. Andersen.

Planer er kun første skridt

Udfordringen er, at vi bliver ældre. Det betyder større udgifter for de offentlige kasser og ikke mindst sundhedsvæsnet.

Indtægterne følger ikke med, og derfor er Naalakkersuisut tvunget til at få styr på udgifterne, hvis ikke landskassen skal fortæres af det gab, der åbner sig mellem udgifter og indtægter, Dødens gab.

Læs også Naalakkersuisut præsenterer plan for holdbar husholdning

Planen peger også på en række konkrete tiltag, som for eksempel øget fokus på digitalisering.

- Men det er jo ikke nok at nævne det. Det skal omsættes i praksis, siger Andersen.

Lægger op til debat

Økonomen vurderer, at planen i første omgang, sætter skub i en bevægelse hen mod en løsning.

- Der er det jo, at man politisk tager ansvaret og får formuleret noget, så man også kan tage en diskussion, politisk og med befolkningen om, hvad det er for nogle problemer vi står over for, og hvordan kan det løses, siger han.

Læs også Milliardregning venter de nyfødte

Derfor glæder Torben M. Andersen sig over, at man nu har fået lavet en plan for vækst og holdbarhed, en plan som giver grundlag for at tage de næste skridt.

- Der er jo allerede gennemført nogle reformer, men der er lang vej endnu i forhold til, at man kan sige, at så har vi bragt økonomien ind på et spor, hvor vi både kan håndtere, at der bliver flere ældre medborgere, og vi kan skabe et bedre grundlag for erhvervsudvikling og velstand i samfundet, siger Torben M. Andersen.