Øjenvidne: Jeg blev meget forskrækket

Og sneskred er svære at forudsige, da det alene er vejrforløbet, der bestemmer, oplyser Grønlands Forundersøgelser, Asiaq. Se billeder.
Skrevet af Jette Andersen
13. februar 2012 10:36

Kristina Olsen, der bor i byen, hørte politiets, brandvæsenets og ambulancens udrykning og troede først, der var brand et sted i byen. Men da hun så nærmere efter, kunne hun se, at sneen var gledet ned og fået et hus til at stå skævt.

- Jeg blev meget forskrækket, da jeg så huset, der var blevet revet med af sneen og stod skævt. Jeg tænkte på, om der var mennesker ved siden af huset og blev ellers meget bange for, om der var mennesker, der skulle have hjælp, fortæller Kristina Olsen til KNR.

Politiet i Qaqortoq kunne dog meddele , at der heldigvis ikke skete nogen personskader.

Sneskred kan være svære at forudsige, da det kan ske i forbindelse med mange forskellige forløb af vejr, siger ingeniør i Grønlands Forundersøgelser, Asiaq, Dorthe Petersen.

- Men helt generelt kan man jo sige, at man har et snelag og hvis man får regn eller våd sne, der falder ovenpå et snelag, så kan denne her ekstra vægt gøre, at snelaget bliver ustabilt og på et tidspunkt, så skrider det så ned. Det afhænger selvfølgelig også af hvor stejlt fjeldet er, siger Dorthe  Petersen.

Men et sneskred kan være farlig, alt efter hældningen på fjeldet, hvor højt oppe fra sneskredet kommer og hvor høj fart, det har, fortæller Dorthe Petersen.

- Det kan være rigtig meget sne, der kommer til at skride og det kan også komme til at skride med rigtig høj hastighed. Man kan ikke nødvendigvis bare løbe væk eller fjerne sig, hvis sådan et sneskred kommer, siger Dorthe Petersen.

Sneskred og lavine er to ord, der betyder det samme, oplyser Dorthe Petersen.

Samtlige hustande i området er nu evakueret, hvor beboerne er indkvarteret i Sømandshjemmet og Sulisartut Højskoleat.

Politiet frygter, at der kan komme flere sneskred.