Politi: Tre fremstillet for retten i voldssag fra Uummannaq

Politiet har tilbageholdt flere personer i en sag om grov vold i Uummannaq. De er fremstillet for retten, men sagen foregår bag lukkede døre, og derfor er oplysningerne sparsomme.
Der er nyt i sagen om grov vold i Ummannaq i weekenden.
01. april 2024 11:35

Tre personer er søndag aften fremstillet for retten i en sag om overfald og grov vold i Uummannaq. 

Det skete som følge af et voldeligt overfald lørdag aften, hvor én person blev alvorligt kvæstet. Der er dog ikke mange oplysninger i sagen, da den foregår bag lukkede døre. 

- Vi fremstillede tre mænd for retten i går aftes. Fremstillingen foregik bag lukkede døre, og derfor kan vi ikke sige så meget om sagen, siger vagtchefen ved Grønlands Politi mandag.

Politiet fik en anmeldelse om grov vold lørdag aften klokken 20.44 og meddelte herefter, at man havde tilbageholdt flere personer i sagen. 

Politiet kunne på daværende tidspunkt ikke sige mere, da efterforskningen stadig var i gang. Nu står det altså klart, at tre personer er tilbageholdt i sagen. Efterforskningen pågår stadig.