Yderligere to smittede: Smitterisikoen i Sydgrønland betragtes nu som høj

Ved mandagens tests blev der fundet to nye smittede med coronavirus. De to smittede var passagerer på et fly fra Nuuk til Narsarsuaq 8. juli.
Efter at der lørdag blev fundet fire coronasmittede i henholdsvis Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat har Selvstyret sat gang i et omfattende smitteopsporingsarbejde.  Foto © : KNR
13. juli 2021 07:08

Mandag aften blev yderligere to personer konstateret smittede med coronavirus.

Dermed kom mandagens samlede antal smittetilfælde op på fem. Tidligere på dagen blev der nemlig fundet tre smittede - to i Sisimiut og en i Qaqortoq.  

Selvstyret oplyser i en pressemeddelelse, at de to nye smittede begge var passagerer på flyet GL421 fra Nuuk til Narsarsuaq den 8. juli.

Med på den afgang var også den person, som formentligt har haft smitten med fra udlandet.

LÆS OGSÅ Yderligere tre coronasmittede: To i Sisimiut og en i Qaqortoq

Den person var også passager på flyet GL427 den 6. juli.

Dette fly skulle have fløjet fra Kangerlussuaq til Narsarsuaq, men blev omdirigeret til Nuuk.

Alle passagerer på disse to afgange opfordres til at gå i hjemmekarantæne og hurtigst muligt lades sig teste. 

Høj smitterisiko

Smitterisikoen i Sydgrønland betragtes nu som høj, skriver Selvstyret.

Alle borgere opfordres derfor til at være opmærksomme på symptomer og lade sig teste, hvis de føler sig syge.

LÆS OGSÅ Corona: Flypassagerer opfordres til at møde op til test mandag og tirsdag

Efter at der lørdag blev fundet fire coronasmittede i henholdsvis Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat har Selvstyret sat gang i et omfattende smitteopsporingsarbejde. 

Der bliver også testet i dag, tirsdag. Planen er, som følger: 

Nuuk:

Testning af personer, som kan have været udsat for smitte på fly, mv. kl. 10:30 til 12:00.

Almindelig 5. dags testning foregår som sædvanlig fra kl. 08:15 til 10:00.

Testning finder sted i Testcentret i det tidligere Kalaaliaraq ved siden af Brugseni i centrum af Nuuk.

Qaqortoq:

Åbning for testning fra kl. 09:00

Testning finder sted på regionssygehuset.

Ilulissat:

Testning af personer, som kan have været udsat for smitte på fly, mv. kan ske fra kl. 13:00.

Almindelig 5. dags testning foregår som sædvanlig fra kl. 09:00. Testning finder sted på regionssygehuset.

I de andre byer og bygder kan oplysning om åbningstid og testning fås ved henvendelse til det lokale sundhedscenter, skriver Naalakkersuisut. 

I øvrigt anbefales alle med symptomer på covid-19 straks at henvende sig telefonisk til nærmeste sundhedscenter eller regionssygehus.