WWF kritiserer Naalakkersuisuts kvoter på hellefisk og torsk

WWF Verdensnaturfonden er ikke begejstret for Naalakkersuisuts kvoter på hellefisk og torsk indenskærs, der igen i år ligger væsentlig over biologernes anbefaling.
Foto © : Jonas Løvschall-Wedel
18. december 2017 09:59

Kvoterne på fiskeri efter torsk indenskærs i Vestgrønland er sat til 36.500 tons, hvilket er knap tre gange så meget som anbefalingen fra biologerne, mens kvoterne på hellefisk i Uummannaq, Upernavik og Diskobugten er sammenlagt 8.000 tons højere end anbefalingen.

- Og det er ikke godt, mener Kaare Winther Hansen, der er biolog hos WWF.

- Når det gælder indenskærs hellefisk og torsk fortsætter Naalakkersuisut desværre i en kedelig og ubæredygtig retning og har valgt at ignorere de bekymrede opråb fra blandt andre Grønlands Naturinstitut, KNAPK, repræsentanter for fiskeindustrien og os i WWF. Det er virkelig ærgerligt, siger han.

LÆS OGSÅ Hellefiskekvote bliver langt fra fisket op i år

Kaare Winther Hansen peger ellers på at andre dele af fiskeriet har været igennem en positiv udvikling med tre arter, der er blevet MSC-certificerede for at være bæredygtige.

Han opfordrer derfor politikerne til at arbejde for at gøre alt fiskeriet i Grønland bæredygtigt.

- Det er til gavn for fiskernes langsigtede indtjening at passe godt på ressourcen, så der også er et givtigt fiskerierhverv til kommende generationer, siger han.

LÆS OGSÅ Det koster kroner på bundlinjen

LÆS OGSÅ Næste års fiskekvoter er på plads