VVM-redegørelser for lufthavnsprojekter trækkes tilbage

Kalaallit Airports har i dialog med departementet for Natur og Miljø besluttet at trække en række rapporter om miljøkonsekvenserne af lufthavnsprojekterne tilbage.
Foto © : Boegh/Flickr Creative Commons
Skrevet af Thomas Munk Veirum
04. december 2017 17:00

- Vi er desværre hen over weekenden blevet klar over, at der er sket en fejl i de offentliggjorte VVM-redegørelser, siger projektchef i Kalaallit Airports, Aviaaja Karlshøj Knudsen, til KNR.

Ifølge projektchefen sker tilbagetrækningen på grund af fejl i kvalitetssikringen af rapporterne.

- Fejlen ligger hos Kalaallit Airports’ rådgiver NIRAS, som simpelthen har fremsendt de forkerte forældede rapporter til Selvstyret, som efterfølgende har offentliggjort dem på høringsportalen.

De reviderede redegørelser forventes færdig indenfor ganske kort tid, og vil herefter blive sendt ud i høring påny - formentlig i næste uge.

Borgermøder udskydes

- Så vil vi efterfølgende også forlænge høringsperioden, så borgerne får den fornødne tid til at sætte sig ind i VVM materialet, siger projektchefen.

Aviaaja Karlshøj Knudsen oplyser, at tilbagetrækningen sker i tæt dialog med Departement for Natur og Miljø.

Tilbagetrækningen betyder desuden, at de planlagte borgermøde i Ilulissat i morgen 5. december, og Nuuk 7. december, bliver aflyst.

Der vil i stedet blive indkaldt til nye borgermøder, der forventeligt skal afholdes i starten af det nye år.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut vil sende op mod 2,1 milliard kroner videre til lufthavne