Vulkan er igen gået i udbrud på halvø i Island

For fjerde gang siden december melder Island om vulkanudbrud. Myndigheder havde advaret om det.
Vulkanudbrud lyser nattehimlen op i orange farver i Island sent lørdag. Foto © : Ael Kermarec/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
17. marts 2024 15:13

En vulkan er lørdag igen gået i udbrud i Island, oplyser landets meteorologiske institut.

Det er fjerde gang siden december.

- Advarsel: Et udbrud er begyndt på Reykjanes, står der på instituttets hjemmeside.

Myndigheder havde i flere uger advaret om, at et udbrud på halvøen Reykjanes, som ligger syd for hovedstaden Reykjavik, var nært forestående.

Lørdag skete det så, og vulkanen ses på billeder hos det islandske medie RUV sende lava op i luften og gøre nattehimlen orange.

Foreløbig meldes der ikke om konsekvenser for flytrafikken. Af Keflavik-lufthavnens hjemmeside fremgår det, at der fortsat er åbent for afgange og ankomster.

I over 800 år har der været relativt fredeligt på Reykjanes-halvøen, hvor det vulkanske system slumrede.

Men siden 2021 har der været syv udbrud i området.

Vulkanen gik senest i udbrud tidligt i februar, og 20.000 mennesker blev afskåret fra fjernvarme, da lavaen ødelagde veje og rørledninger.

I januar brændte flere huse i fiskerbyen Grindavik ned til grunden under et udbrud.

Lokale medier melder lørdag, at byen igen er ved at blive evakueret på grund af det seneste udbrud.

Byens borgere fik først lov at vende tilbage 19. februar efter at være blevet evakueret 11. november.

Udbrud på Reykjanes-halvøen er såkaldte sprækkeudbrud. De fører ikke normalt til store eksplosioner eller spredning af store mængder aske i stratosfæren.

Forskere frygter dog, at udbruddene kan blive ved i årtier, og islandske myndigheder er derfor begyndt at bygge diger for at beskytte boliger og kritisk infrastruktur.

Island strækker sig over Den Midtatlantiske Ryg, der adskiller den eurasiske tektoniske plade og den nordamerikanske tektoniske plade. Landet er et hotspot for seismisk og vulkansk aktivitet.

Udbruddet begyndte klokken 20.23 lokal tid ifølge det meteorologiske institut.

Ifølge RUV opfordres folk til at holde sig fra området, men flere forsøger at komme tættere på for at se udbruddet bedre.