Kielsen: Vittus var ikke altid en holdspiller

Kim Kielsen mener, Vittus Qujaukitsoq udtalte sig om ting, der ikke hørte under hans ansvarsområder som naalakkersuisoq. Det siger formanden for Siumut og Naalakkersuisut til KNR.
Foto © : KNR
25. april 2017 10:40

Kim Kielsen ønskede at fjerne Vittus Qujaukitsoq fra posten som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, men det ville Qujaukitsoq ikke være med til og mandag morgen sagde sidstnævnte farvel og tak til Naalakkersuisut på sin Facebookside.

Det har ikke været nogen hemmelighed, at de to herrer har været uenige om linjen, når snakken falder på selvstændighed og Rigsfællesskabet. Men ifølge Kielsen er det ikke årsagen til, at han ville fjerne Qujaukitsoq fra udenrigsområdet. Det fortalte han mandag aften i Qanorooq.

- Taget de enkelte departementer i betragtning, så er han ansvarlig for meget store områder. Erhverv, handel, energi og udenrigsområdet. Det er et meget stort departement.

- Der har jeg besluttet, for at skabe balance i Naalakkersuisut, at flytte området for udenrigsanliggender under departementet for selvstændighed.

Trækker overskrifter

Vittus Qujaukitsoq har flere gange vakt opsigt både her i landet og i Danmark som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender med sine kontante udmeldinger i forhold til Rigsfællesskabet og Grønlandsk selvstændighed.

Blandt andet i december sidste år, da han udtalte, at Danmarks arrogance 'altødelæggende for vores relationer i Rigsfællesskabet'.

Qujaukitsoq gjorde det ved samme lejlighed klart, at Grønland kan melde sig ud af Kongeriget Danmark, hvis Danmark ikke begynder at imødekomme nogle af Grønlands ønsker i forhold til selvstændighed og USAs tilstedeværelse i Grønland.

Kim Kielsen tog efterfølgende offentligt afstand til udtalelserne, men fastholdt sin støtte til Qujaukitsoq som naalakkersuisoq.

Kritik af fremgangsmåden

I dag fastholder parti- og Naalakkersuisut-formanden, at uenighederne ikke er årsagen til, at Qujaukitsoq skulle fjernes fra udenrigsområdet.

Samtidig siger Kielsen dog, at hans afgående naalakkersuisoq ikke altid har opført sig, som man bør gøre i en regering.

- I Naalakkersuisut har vi været enige om, at der skal tages former for handlinger. Men det handler også om de budskaber, man sender ud.

- I Naalakkersuisut arbejder man ikke henover de andre departementer og ansvarsområder. Medlemmer arbejder i deres respektive departement, og hvis man ønsker at ytre sig om de andre medlemmers ansvarsområder, så skal man først gå i samråd med det pågældende departement, før man udtaler sig offentligt. Og det er ikke altid sket, siger Kielsen.