Vil styrke psykisk syges rettigheder

I Grønland bliver 50 til 70 personer årligt tvangsindlagt og tvangstilbageholdt, deres retsstilling, når de bliver frihedsberøvet, og når de bliver udsat for anden tvang, skal til behandling i Inatsisartut i dag.
Skrevet af Pipaluk Høegh
03. oktober 2012 04:56

Mulighed for at tvangsvaske en psykisk syg patient, som er blevet tvangsindlagt, og mulighed for at tvangsmedicinere en patient, efter at personen er blevet udskrevet fra hospitalet. Det er nogle af de ting, psykisk syge kan blive udsat for, hvis Inatsisartut vedtager 'Inatsisartutlov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien'. Forslaget skal til første behandling onsdag den 3. oktober.

- Sindslidende, der ikke selv er i stand til at varetage nødvendig personlig hygiejne, som vask med videre, foreslås det, at en sådan personlig hygiejne kan ske under anvendelse af tvang, står der i bemærkninger til lovforslaget.

Inatsisartut skal tage stilling til et lovforslag, som vil fastsætte regler for, hvilke rettigheder de psykisk syge har, når de bliver tvangsindlagt, og hvad Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling A1 har lov til at gøre, når en psykisk syg person bliver indlagt mod sin vilje.

- Der bliver i dag tvangsindlagt og tvangstilbageholdt ca. 50-70 personer om året, og der er de sidste tre år endvidende registreret mellem 70 og 100 tilfælde af tvangsfikseringer, står der i bemærkningerne til lovforslaget. 

Tvangsmedicinering
Lovforslaget åbner for, at folk kan blive tvangsmedicineret, også efter at de er udskrevet efter en tvangsindlæggelse.

- Erfaringer indenfor behandling af psykiatriske patienter viser, at det kan være svært at fastholde især kronisk skizofrene i den nødvendige behandling. Der findes en gruppe patienter, som, når de relativt velbehandlet bliver udskrevet fra sygehuset, ophører med at tage antipsykotisk medicin. Dette medfører, at disse patienter igen får det dårligere og på ny må indlægges, evt. under anvendelse af tvang, står der i bemærkninger til lovforslaget.

Hvis patienten ikke møder op for at tage sin medicin, så kan vedkommende blive anholdt af politiet og tvangsindlagt i en dag.

Der vil dog være mulighed for at klage til Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvis lovforslaget bliver vedtaget. Klagenævnet vil kunne træffe en afgørelse af klagesager indtil 7 dage efter at klagen er indleveret.

Hurtig indlæggelse
I lovforslaget vil man gøre op med, at psykiatriske patienter, der skal indlægges på Dronning Ingrids Hospitals psykiatriske afdeling A1, til tider må vente i op til flere uger, før de bliver indlagt.

I lovforslaget står der, at der skal gå højest 48 timer fra en beslutning om tvangsindlæggelse, til at en person bliver indlagt på psykiatrisk afdeling A1. Hvis det ikke er nødvendig med en evakuering af den psykisk syge, så vil der dog være mulighed for at forlænge fristen, hvis trafikale forhold ikke er optimale.

http://www.inatsisartut.gl/dvd/EM2012/pdf/media/571468/pkt128_em2012_fri...