Tillie vil have meget større beløb til Killiliisa

Samarbejdspartiet mener langtfra, at der er afsat nok penge til Killiliisa, der skal sikre færre overgreb mod børn og unge.
Foto © : Camilla Dam/KNR
27. august 2018 11:03

Naalakkersuisut har afsat fire millioner kroner om året til Killiliisa. Men Samarbejdspartiet vil have mange flere penge sat af til formålet.

- Jeg synes, at en realistisk startpris vil være mellem 20 og 50 millioner kroner om året til det her område, hvis man virkelig mener, at vi vil have nedbragt problemerne med seksuelle overgreb, hvor følgerne typisk senere bliver misbrug, brudte parforhold, dårlige familierelationer og kriminalitet, siger Samarbejdspartiets medlem af Inatsisartut, Tillie Martinussen.

LÆS OGSÅ Killiliisap kinguaassiutitigut atornerluisarnerit unitsissagai

Hun mener ikke, at fire millioner kroner hænger sammen med de store ambitioner, Naalakkersuisut har luftet i forbindelse med præsentationen af Killiliisa. De vil blandt andet sikre, at årgang 2022 bliver overgrebsfri. Hun opfordrer derfor naalakkersuisoq for sociale anliggender, Anthon Frederiksen, til at gå på jagt efter flere midler. 

- Hvordan alverden, at Naalakkersuisut vil sørge for at seksulle krænkelser mod børn bliver bekæmpet med kun 4 millioner kroner, det kan jeg slet ikke se. Der er ikke tvivl om, at jeg synes, at Anthon (Frederiksen, red.) skal kæmpe meget, meget hårdere for, at den her strategi får tilført mange flere penge, siger Tillie Martinussen

LÆS OGSÅ Grænsesætning hjælper i opdragelsen

Samarbejdspartiet vil på nuværende tidspunkt ikke pege på områder i finanslovsforslaget, hvor de mener, at de mange millioner kan hentes. Det vil være op til de kommende forhandlinger om næste års finanslov på efterårssamlingen.