Viden skal give Grønland og Danmark ledende rolle i Arktis

Øget interesse for Arktis kræver, at Grønland får mere viden om sikkerhed og diplomati. Det skal en ny samarbejdsaftale sikre.
Ilisimatusarfik og Forsvarsakademiet skal samarbejde om viden om Arktis inden for blandt andet sikkerhedspolitik og diplomati. Foto © : KNR / Anton Gundersen Lihn
05. oktober 2019 12:43

Gang på gang rettes hele verdens øjne mod Arktis og Grønland. Interessen for klodens nordlige region er stigende, og Grønland som midtpunkt mellem stormagterne får større politisk betydning.

- Vi er antageligvis på vej ind i en ny verdensorden – eller verdensuorden - hvor Grønland får større og større international betydning. Derfor har både Grønland og Danmark brug for mere viden og forskning i arktisk diplomati og sikkerhedspolitik, siger rektor ved Ilisimatusarfik, Gitte Adler Reimer.

LÆS OGSÅ Grønland i stormagters spotlight: Det kan vi få ud af det

Rektoren har netop indgået et samarbejde mellem Ilisimatusafik og Forsvarsakademiet i Danmark om at dele viden om Arktis og samarbejde om uddannelse og udveksling.

Gitte Adler Reimer ser frem til samarbejdet, og det samme gør Peter Dahl Thruelsen, der er dekan ved Forsvarsakademiet. Han mener, at samarbejdet kan været vigtigt for Rigsfællesskabets position i magtkampen i Arktis.

Ikke bare en småstat

- Et tættere samarbejde mellem vores uddannelsesinstitutioner vil kunne bidrage til, at Kongeriget kan tage en ledende rolle i fremtiden for Arktis i stedet for kun at agere som småstat, siger dekanen. 

LÆS OGSÅ Rusland stadig velkommen til arktisk topmøde i Ilulissat

Naalakkersuisoq for uddannelse, kultur og udenrigsanliggender, Ane Lone Bagger (S), glæder sig også over aftalen. Og hun bemærker især, at det er glædeligt, at der bliver bedre mulighed for at folk, der bor i Arktis, kan bidrage til den viden, der er om regionen.

- Vi skal arbejde på, at det er os, der bor i Arktis, der definerer Arktis, og her mener jeg, at vidensudvikling i Grønland er et godt udgangspunkt, siger hun.

Aftalen mellem de to uddannelsesinstitutioner blev til i forbindelse med Forsvarsakademiets konference 'Sikkerhedspolitisk brydningstid i Arktis', der blev afholdt i Nuuk i begyndelsen af oktober.