Qooqqut Festival: Vi vil minde folk om, hvor vi kommer fra
I dag starter dette års Qooqqut Festival, hvor den står på musik, dans og foredrag for alle de, som tager ind i fjorden ved Nuuk for at feste med andre glade festivalgængere.
KNR har talt med en af arrangørerne bag festivalen, Jakob Søvndahl Skovaa. Han er også arrangementchef i kulturhuset Katuaq.
Han fortæller, at festivalen er så godt som klar til at tage imod en masse glade gæster i dag og i morgen.
- Forberedelserne er gået godt. Vi er klar til at holde festival nu. Vi sidder på et skib, som sejler langsomt ind mod Qooqqut. Men alle forberedelser er stort set færdige udover nogle små detaljer, som vores kollegaer inde Katuaq får styr på, inden det hele starter, sagde han, da KNR talte med ham tidligere på ugen.
Indtryk fra hele den arktiske familie
Det er en traditionsrig festival, som er blevet et fast punkt på programmet i sensommeren for mange. Og det meste er også, som det plejer at være, men der er dog også få overraskelser og nye initiativer i år, fortæller Jakob Søvndahl Skovaa:
- I år og de næste tre år har vi været så heldige at få støtte fra Nordea-fonden, så vi meget tidligere kan begynde at planlægge festivalen. I den treårige periode fokuserer vi på det arktiske folk. Det er derfor, der i år kommer folk fra Nunavut, Alaska og Sápmi, siger han og fortsætter:
- Det er meningen vi skal prøve at udvide det samarbejde de næste par år. Festivalen er selvfølgelig den samme i forhold til, at vi er en festival, som er henvendt til familier med børn.
Grønlandsk kultur er kernen
Selvom der kommer kunstnere fra hele verden, så er kernen stadig grønlandsk kultur. Selvom det er vigtigt at få indtryk og inspiration, så er det stadig vigtigt at holde fast i fortiden, fortæller Jakob Søvndahl Skovaa:
- Med denne her festival, synes vi, det er vigtigt at sat sætte fokus på den grønlandske kultur og vores traditioner. Så vi bliver mindet om, hvor vi kommer fra.
Og mens Jakob Søvndahl Skovaa sejler ind i fjorden, begynder han ligeså stille at glæde sig til, at det begynder at vælte ind med gæster:
- Vi håber, at publikum vil komme ind til Qooqqut med deres familie, børn og dem, som står dem nær. Komme ud og blive fri for internet, telefon og bare koble af. Nyde omgivelserne. At de får nydt noget dejligt musik med dem, de står nær, siger han.