Sexolog: Vi skal have behandlingscenter til børn og unge
Det er ingen hemmelighed, at der findes alt for mange tilfælde af incest og seksuelt misbrug af børn her i landet.
- Jeg får mange henvendelser omkring at have været seksuelt misbrugt, siger sexolog Ulrikka Holm, som nu råber vagt i gevær.
- Når problemet er så stort herhjemme, så kan jeg ikke forstå, at man ikke prioriterer et behandlingscenter, siger hun.
Ulrikka Holm fortæller, at konsekvenserne ved seksuelt misbrug som barn blandt andet kan være at komme ud i alkohol og stofmisbrug som voksen, fordi man simpelthen ikke får arbejdet med de psykiske mén af misbruget.
LÆS OGSÅ Ny børnelov skal gøre det enkelt for kommunerne
Fokus på området
Hun er glad for, at der de senere år har været stort fokus på området og mener, at der er kommet nogle gode indsatser allerede.
- Der er rejseholdende og der er psykologer, der kommer og laver det her gruppearbejde. Det er rigtig godt, men der mangler sådan et permanent tilbud, siger sexologen.
Hun forklarer at et permanent behandlingscenter blandt andet skal arbejde med gruppeterapi, hvor børnene er sammen med deres familie.
- Når det handler om børns grænser der er blevet overskredet så er det vigtigt at forældrene er med,siger Ulrikka Holm.
LÆS OGSÅ Barn fortalte om seksuelt misbrug og blev mobbet
Ikke nok ressourcer
Naalakkersuisoq for sociale anliggender Sara Olsvig (IA) fortæller til Sermitsiaq, at Naalakkersuisut har taget initiativ til en samlet overgrebspakke, der indeholder forskellige tiltag til både ofre og krænkere - forbyggende og behandlende.
I 2017 vedtog man også en ny lov om støtte til børn og med den i hånden, mener Sara Olsvig, at man skal sikre kommunerne den nødvendige støtte på socialområdet.
Men det er ikke lovgivningen, den er gal med ifølge Ulrikke Holm.
- Lovgivningsmæssigt har vi en rigtig fin lovgivning om, hvad man skal gøre. Problemet er, at der ikke er ressourcer til det, siger Ulrikka Holm.
LÆS OGSÅ Børnelov vil hjælpe - men kræver penge