Socialdirektør: Børnelov vil hjælpe - men kræver penge
Vilkårene for børn og unge kan forbedres med den nye børnelov, men der er brug for flere penge til kommunerne for at løfte de nye opgaver, siger Henrik Soloy, der er socialdirektør i Qaasuitsoq Nord.
- Som udgangspunkt hilser vi den nye lov velkommen. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har nogle udfordringer specielt på børne- og ungeområdet, og vi ser frem til at få flere værktøjer i vores værktøjskasse, så vi kan håndtere problemet, siger han.
Lovforslaget om støtte til børn skal blandt andet forbedre tilsynet med blandt andet plejefamilier og institutioner, der oprettes et nationalt indberetningssystem og så peger socialdirektøren i Qaasuitsup på, at det er positiv, at der fokuseres på en tidlig indsats, blandt andet støtte til kommende forældre.
- Så jeg hilser det velkommen, at loven, allerede inden barnet er født, pålægger kommunerne, at vi skal gå ind og støtte de kommende forældre, siger han.
Men selvom forslaget giver flere værktøjer, så vil det betyde travlhed i kommunerne, vurderer socialdirektøren, der også har en klar forventning om økonomisk støtte fra selvstyret.
- Det er i sidste ende økonomi, så jeg ser frem til, at Selvstyret kommer med flere penge til kommunerne, så vi kan løfte opgaven, fordi vi skal ansætte flere medarbejdere, siger han.
Ifølge bemærkningerne til lovforslaget vil de mange nye tiltag koste kommunerne over 25 millioner kroner om året. Men det vil kunne betale sig for samfundet i det lange løb, hvis man kan finde pengene og medarbejderne til at løse opgaverne, siger Henrik Soloy.
- I første omgang, så kræver det flere ressourcer, i form af økonomi og personale, men på lang sigt, så er det jo noget, som vil være med til at løfte og forbedre vilkårene for børn og unge i Grønland. Så på lang sigt så vil det jo være en billig løsning, siger han.
Der var umiddelbart bred opbakning til lovforslaget, da det blev førstebehandlet i Inatsisartut torsdag eftermiddag.
Både Siumut, Inuit Ataqatigiit, Demokraterne og Partii Naleraq glædede sig i ordførerindlæggene over forslaget og sendte det videre til behandling i familie- og sundhedsudvalget.