Ane Hansen: Vi må forhandle for at få borgmesterposten
Ane Hansen erkender, at der kan være risiko for at hun ikke får borgmesterposten, hun vil dog kæmpe for den, siger hun.
Ane Hansen ligner ellers umiddelbart den store vinder i Qaasuitsup Syd. Inuit Ataqatigiit fik flest stemmer i kommunen og med 350 personlige stemmer ligner Ane Hansen en oplagt borgmester.
Men IA og Siumut får hver 7 mandater i kommunalbestyrelsen, mens Atassut får det afgørende 15. mandat. Og det betyder, at Ane Hansen må forhandle med enten Siumut eller Atassut, for at få borgmesterposten.
- Vi vidste det allerede i nat, at det kan have det udfald. Derfor har vi forberedt os grundigt på det, siger hun.
Ane Hansen fortæller, at forhandlingerne og dialogen om borgmesterposten og udvalgene for alvor begynder i løbet af dagen.
Og her håber hun, at de andre partier vil respektere, at det er hende, der har fået flest stemmer.
LÆS OGSÅ Valgdeltagelsen endte på 61 procent
- Jeg er selvfølgelig optimistisk, fordi befolkningens ønske sædvanligvis bliver repekteret, siger hun.
En der kunne have hjulpet Ane Hansen var Demokraternes enlige kandidat i kommunen, Simigaq Heilmann.
Var hun blevet valgt ind i kommunalbestyrelsen, kunne det nemlig have sikret Ane Hansen borgmesterposten. Simigaq Heilmann siger til KNR, at hun ville have peget på IA, hvis hun var kommet ind.
LÆS OGSÅ Kvinderne klar til at tage magten
Men som det ser ud nu skal der altså mere forhandling til, for at Ane Hansen skal have en chance og det er hun opmærksom på.
- Vi er altid beredt på det hele, fordi alt kan ske i politik, siger hun.
Jess Svane, der har fået flest stemmer for Siumut har ikke haft lyst til at udtale sig om forhandlingerne om borgmesterposten i kommunen endnu.
LÆS OGSÅ Her er valgets største stemmeslugere
LÆS OGSÅ Her er valgets store vindere